Pressemeddelelse om årets CPI resultat

Regeringerne bør lytte til protesterne mod korruption.
Et voksende folkeligt ramaskrig over korrupte regeringer har tvunget flere politiske ledere fra deres embeder sidste år. Men når støvet har lagt sig, viser det sig hyppigt, at omfanget af bestikkelse, magtmisbrug og lyssky forbindelser fortsat er stort i mange lande.
Transparency Internationals Corruption Perceptions Index 2012 (CPI 2012) er udtryk for, at korruption fortsætter med at hærge samfund rundt om i verden.
To tredjedele af de 176 lande klassificeret i 2012-indekset scorer under 50 på en skala fra 0 (opfattes som meget korrupt) til 100 (opfattes som værende meget ren). Dette er udtryk for, at der stadig skal kæmpes for at gøre offentlige institutioner mere gennemsigtige og magtfulde politikere og embedsmænd mere ansvarlige.
“Regeringerne er nødt til at integrere bekæmpelsen af korruption i alle offentlige beslutningsprocesser. De må herunder prioritere at stramme reglerne om lobbyvirksomhed og partistøtte og dermed gøre offentlige udgifter og kontraktindgåelser mere gennemsigtige og offentlige myndigheder mere ansvarlige over for borgerne,” siger Huguette Labelle, formand for Transparency International.
“Efter et år med fokus på korruption forventer vi, at regeringerne anlægger en skrappere kurs mod korruption og magtmisbrug. Resultaterne af CPI 2012 viser, at mange samfund fortsætter med at betale en høj pris herfor,” udtaler Huguette Labelle.
Mange af landene, hvor borgere har krævet, at deres ledere sætter en stoppe for notorisk korruption – fra Mellemøsten over Asien til Europa – indtager alligevel en stagnerende eller forværret placering i CPI 2012.
Corruption Perceptions Index 2012: Resultater.
I CPI 2012 deler Danmark, Finland og New Zealand førstepladsen med en score på 90, godt hjulpet af en udbredt anvendelse af best practices og regler for god adfærd i den offentlige sektor.
Afghanistan, Nordkorea og Somalia placerer sig igen på de nederste pladser i indekset. I disse lande accentuerer manglen på ansvarlig ledelse og effektive offentlige institutioner behovet for at indtage en meget mere markant holdning til korruption og korruptionsbekæmpelse.
En dårlig score i CPI 2012 karakteriserer også de lande i euro-området, som er hårdest ramt af den finansielle og økonomiske krise. Transparency International har konsekvent advaret om og henstillet til de europæiske lande at imødegå korruptionsrisici i den offentlige sektor som en grundliggende forudsætning for at tackle den aktuelle økonomiske krise. Transparency International opfordrer hermed endnu en gang til en styrket indsats for offentlige institutioner, som er karakteriseret ved modstandskraft mod korruption.
“Korruption er verdens mest omtalte problem,” siger Cobus de Swardt, administrerende direktør for Transparency International. “Verdens førende økonomier bør være foregangslande og herunder sikre, at deres offentlige institutioner er gennemsigtige, og at deres ledere bliver holdt ansvarlige. Dette er afgørende, da disse institutioner og ledere spiller en væsentlig rolle i henseende til at forhindre, at ​​korruption fortsætter som et afgørende globalt problem,” fortsætter Cobus de Swardt.
Danmarks placering i CPI 2012.
 90 er dog ikke 100,” udtaler Poul Riiskjær Mogensen, formand for Transparency International’s danske afdeling, som en kommentar til Danmarks internationalt flotte placering. ”For at markere, at der stadig er et stykke vej endnu, vil vi i Transparency International Danmark benytte offentliggørelsen af CPI 2012 til at præsentere tre yderligere positionspapirer om centrale udestående problemer her i landet. Papirerne er en opfølgning på de svagheder i det danske nationale integritetssystem, som det NIS-studie, som vi gennemførte sidste år, dokumenterede” fortsætter Poul Riiskjær Mogensen.
”VI har allerede offentliggjort vor kritik og henstillinger i forbindelse med en ny offentlighedslovgivning. Nu kommer så turen til den private partistøtte, den manglende beskyttelse af whistleblowers her i landet og til den stigende opmærksomhed omkring problemer i den private sektors adfærd – ikke mindst i udlandet,” slutter Poul Riiskjær Mogensen.
De tre nye positionspapirer vil sammen med CPI 2012 blive lancerede på et offentligt arrangement den 5. december på PH-Cafeen, hvor alle er velkomne. Der kan læses mere om arrangementet samt om positionspapirerne og deres indhold og forslag på https://transparency.dk/?p=1632.
Tid: Onsdag den 5. december 2012 kl. 16.30-18.30
Sted: PH Caféen, Halmtorvet 9, 1700 København V

Baggrund.
Transparency International har i år justeret metoden ved beregningen af Corruption Perceptions Index. For at markere dette præsenteres Corruption Perceptions Index 2012 på en skala fra 0 (meget korrupt) til 100 (meget ren).

Kontakt for yderligere oplysninger:
Poul Riiskjær Mogensen
Formand for Transparency International Danmark
Telefon: 6199 4651
Mail: prmo@transparency.dk
Knut Godtfredsen
Næstformand for Transparency International Danmark
Telefon: 4020 8333
Mail: kgotfredsen@transparency.dk

Scroll to Top