Dele af denne artikel er citeret fra en artikel i det ansete blad The Economist 24. april 2014
Korruption i “EU” består logisk set af korruption i EU’s medlemslande + korruption i selve EU-apparatet (kommission + parlament + ministerråd).
I artiklen bruges betegnelserne “EU” om EU’s organer og “EU-land” om medlemslande.
Korruption i EU-lande
I EU hører korruptionsbekæmpelse under DG Home, som også er ansvarlig for organiseret kriminalitet, menneskehandel, intern sikkerhed m.v. DG Home har tidligere skønnet, at omkostningerne til korruption i EU-landene løber op i mindst 1.000 MIO EUR (som tankevækkende nok er det samme som EU’s årsbudget).
I 2011-2012 finansierede EU de såkaldte NIS-studier i samtlige EU-lande. NIS-studierne blev lavet efter samme metode og giver derfor sammenlignelige resultater. Alle NIS-studie-rapporterne kan findes på www.transparency.org.
I 2014 udkom så EU’s opsummerende rapport om korruption i alle 28 EU-lande (se vores nyhed herom her). Den var yderst diplomatisk og indeholdt f.ex. ikke nogen rangordning f.ex. som CPI. Der var derimod ros for gennemførte tiltag samt anbefalinger. Sent i processen blev det besluttet at skippe kapitel 29 om korruption i selve EU-systemet.
Korruption i EU-systemet
Angiveligt havde OLAF (EU’s anti-fraud kontor) lavet et oplæg til afsnit 29, men det blev ikke medtaget i rapporten, da EU-kommissionen ikke mente at kunne bedømme sig selv.
Den 24. april 2014 udgav TI’s sekretariat et NIS-studie om EU. Rapporten er mere konstruktiv end konfrontatorisk og er derfor nok ikke så skarp i sine konklusioner som i de nationale NIS-studier. Der er dog en række skarpe kritikpunkter, både af EU-kommissionen og af EU-parlamentet. Der er også nogle uopdyrkede områder, bl.a. som følge af at EU-parlamentet helt nægtede at samarbejde med TI om rapporten. Det er måske et resultat af, at EU-parlamentet ligger i en konstant magtkamp med EU-kommissionen, og prøver at tilkæmpe sig en rolle som EU’s egentlig øverste organ. Helt forvirrende bliver det så, når EU-parlamentets nuværende formand – tyske Martin Schulz – stiller op til valg som formand for EU-kommissionen til efteråret 2014.
Nogle væsentlige konklusioner:
- EU’s revisionsret anslår at fejlraten i udbetalinger fra EU ligge på knap 5% (dvs. 50 MIA EUR om året går forkert). Det er dog usikkert, om der er tale om korruption eller fejl som følge af inkompetence. Desuden skal man huske, at 80% af udbetalingerne foretages af EU-landenes regeringer.
- EU-kommissionen har ikke gjort nok for at konsekvent forhindre, at korruptionsdømte virksomheder formenes adgang til EU-finansierede projekter
- EU’s ministerråd arbejde er ikke transparent.
- EU-parlamentarikernes udgifter bliver ikke revideret ordentligt og der har været eksempler på tydeligt misbrug. Som f.ex. engelske Nigels Farage fra UKIP har ansat som kone som sekretær.
- EU-parlamentarikerne behøver ikke at rapportere om møder med lobbyister, og der er flere eksempler på, at de har præsenteret lobbyisters ændringsforslag som deres egne. Mange lobbyister nægter at bliver registreret som sådanne.
- EU-parlamentarikerne skal underskrive en Code of Conduct samt oplysning om andre indtægter (kun de indtægter, som overstiger 5.000 €) men det ser ud som om de ikke altid efterlever reglerne om interessekonflikt (hvor de burde undlade at deltage i afstemninger m.v. hvor der er sådanne konflikter).
- Det ser ud til at EU-parlamentarikerne relativt ofte overtræder deres Code of Conduct (se artikel på dr.dk).
Det ser også ud, som om EU-parlamentets formand (samme Martin Schulz, som søger jobbet som leder af EU-kommisssionen) er meget blød i sin håndtering, når parlamentets medlemmer overtræder Code of Conduct. Det virker ikke rimeligt, at det ikke sanktioneres, når blot forholdet er bragt til ophør. Det vil svare til, at man slipper for en fartbøde, blot man efterfølgende har sat farten ned til det lovlige niveau.
EU pledge
Set i det lys, er TI’s EU-pledge et vigtigt initiativ. Tænk derfor nøje over, hvilket parti og hvilken kandidat du vil sætte dit kryds ved 25. maj 2014.