Lovforslag om matchfixing positivt skridt i kampen mod korruption i sporten

2015-01-20 Nyt lovforslag kriminaliserer og stiller krav til forebyggelse af matchfixing
Skærmbillede 2015-01-20 kl. 10.08.43
Baseret på en arbejdsgruppes rapport har kulturminister Marianne Jelved fremsat et lovforslag, der skal kriminalisere bestikkelse indenfor idrætten og gøre tilskud til idrætsforeninger afhængige af, at foreningerne gør en forebyggende indsats mod problemet. Lovforslaget vil samtidig bemyndige kulturministeren til at oprette et sekretariat for en national platform for bekæmpelse af matchfixing.

Arbejdsgruppen blev nedsat af Kulturministeriet i februar 2013 og bestod af repræsentanter fra både ministerier og idrætsforbund og -foreninger. I gruppens rapport, der blev offentliggjort den 30. september 2014 og kan findes her, fandt de bl.a. at den eksisterende lovgivning ikke dækker sager, hvor personer bestikker sportsudøvere uden at have et økonomisk motiv, men eksempelvis motiveres af et specielt tilhørsforhold til et bestemt hold. Det er særligt denne form for korruption, det nye lovforslag retter sig mod.
Transparency International Danmark er meget positivt indstillet overfor en selvstændig kriminalisering af matchfixing, og værdsætter især den store vægt, der lægges på en forebyggende indsats i idrætsforeningerne, ved at gøre tilskud afhængige af handling på området. Transparency International har i flere år haft fokus på korruptionsrisici indenfor sportens verden, der har helt særlige problemstillinger som en milliardindustri med tilknytning til både politiske og private interesser. Du kan læse mere om Transparency Internationals kampagner og projekter om bekæmpelse af korruption i sport her.

Scroll to Top