Vedtægter

Hent vedtægterne her, eller læs nedenfor:

 

Vedtægter for Foreningen Transparency International Danmark som vedtaget på generalforsamlingen
den 14. december 1994 og med ændringer vedtaget på generalforsamlingerne den 24. marts 1999, den 31. marts 2003, den 29. marts 2004 og den 7. april 2015.

§ 1 Foreningens navn er Transparency International Danmark, den danske afdeling af globale NGO Transparency International (TI). Foreningen benævnes i daglig tale “TI DK”.

Stk. 2: Foreningen er hjemmehørende i Københavns kommune.

 

§ 2 Formål
Foreningens formål er at forebygge korruption, både nationalt og internationalt, i samarbejde med TI.

Stk. 2. TI DK vil i Danmark arbejde imod korruption og for transparens og integritet i såvel den offentlige
forvaltning som i den private sektoren. TI DK vil endvidere oplyse om korruption og skadevirkningerne
heraf.

Stk. 3: TI DK forpligter sig til at arbejde efter de retningslinjer og politikker som vedtages af TI.

 

§ 3 Medlemmer og støttemedlemmer
Som medlemmer kan optages enkeltpersoner, der ønsker at støtte foreningens formål.

Stk. 2. Som støttemedlemmer kan optages firmaer og organisationer, som ønsker at støtte foreningens formål. Politiske partier kan dog ikke blive støttemedlemmer.

Stk. 3. Ethvert medlem af foreningen har adgang til generalforsamlinger og andre fælles møder, som foreningen foranstalter. Støttemedlemmer har taleret på alle møder, men ikke stemmeret.

Stk. 4: Indmeldelse og udmeldelse skal være skriftlig. Ved udmeldelse betales kontingent for indeværendeår.

Stk. 5: Medlemmer hæfter ikke for foreningens forpligtelser og medlemmer har ingen krav på foreningens
formue.

 

§ 4 Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er TI DKs højeste beslutningsmyndighed. Generalforsamlingen indkaldes ved bestyrelsens foranstaltning til ordinært sammentræde hvert år i januar kvartal.

Stk. 2: Indkaldelsen skal ske med mindst 14 dages varsel ved skrivelse eller email til hvert enkelt medlem.
Indkaldelsen skal indeholde dagsorden med beretningsårets driftsregnskab og status samt bestyrelsens forslag til budget for indeværende år. Dagsordenen skal omfatte følgende punkter:

  • Valg af dirigent
  • Beretning
  • Godkendelse af regnskab
  • Nye arbejdsopgaver, godkendelse af budget
  • Fastsættelse af kontingent
  • Indkomne forslag
  • Valg af formand
  • Valg af revisor
  • Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleant
  • Eventuelt

Aktive politikere, som er opstillet til eller valgt til Europaparlamentet, Folketinget, regionsråd eller kommunalbestyrelse, er ikke valgbare.

Stk. 3: Forslag til dagsordenens punkt 6 skal skriftligt være fremsat over for bestyrelsen senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Stk. 4: Stemmeret på generalforsamlingen opnås efter 3 måneders medlemskab.

Stk. 5: Bestyrelsen kan efter behov indkalde til ekstraordinær generalforsamling. Tillige skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling, såfremt mindst 1/3 af medlemmerne med angivelse af
dagsorden skriftligt fremsætter ønske om det. I sidstnævnte tilfælde skal den ekstraordinære generalforsamling afholdes senest 4 uger efter at ønske herom er fremsat over for bestyrelsen.

Stk. 6: Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst 14 dages varsel ved skrivelse eller email til hvert enkelt medlem, indeholdende dagsorden, omfattende følgende punkter:

  • Valg af dirigent
  • Indkomne forslag

 

§ 5 Afstemninger på generalforsamlinger
Medlemmer, der er forhindret i at fremmøde, kan ved skriftlig fuldmagt bemyndige et stemmeberettiget medlem til på deres vegne at stemme på generalforsamlingen. Hvert tilstedeværende stemmeberettiget medlem kan medbringe en og kun en skriftlig fuldmagt fra et fraværende stemmeberettiget medlem.

Stk. 2: Alle beslutninger sker ved almindelig stemmeflerhed. Står stemmetallene lige i tilfælde af forslag til beslutning, er forslaget bortfaldet. Såfremt mindst tre medlemmer på generalforsamlingen ønsker dette, kan de kræve skriftlig afstemning.

 

§ 6 Formanden
Formanden vælges af generalforsamlingen for 2 år ad gangen. Formanden kan genvælges indtil 2 gange.

Stk. 2: Ved indtrædende vakance fungerer næstformanden, indtil ny formand kan vælges på førstkommende ordinære generalforsamling, eller ved ekstraordinær generalforsamling.

Stk. 3: Formanden koordinerer foreningens arbejde med TI-S (sekretariatet i Berlin).

 
§ 7 Bestyrelsen
Foreningens arbejde ledes af en bestyrelse, der udover formanden består af indtil 8 medlemmer. TI-S kan udpege yderligere et bestyrelsesmedlem, som dog ikke har stemmeret.

Stk. 2: Bestyrelsen konstituerer sig efter nyvalg ved af sin midte at vælge en næstformand. Formand og næstformand udgør tilsammen formandsskabet.

Stk. 3: Valgperioden for det enkelte bestyrelsesmedlem er 2 år. Bestyrelsesmedlemmer kan højest genvælges 3 gange.

Stk. 4: På den årlige ordinære generalforsamling vælges 1-4 suppleanter for 1 år ad gangen. Såfremt et bestyrelsesmedlem udtræder i en valgperiode, beslutter den resterende bestyrelse, hvilke suppleanter, der skal indtræde i bestyrelsen.

Stk. 5: Bestyrelsen indkaldes så ofte formanden finder det fornødent, og skal indkaldes, når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer over for formanden fremsætter ønske herom. Formanden, eller i dennes fravær næstformanden, leder bestyrelsens møder. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 3 medlemmer, herunder formand eller næstformand, er til stede. Bestyrelsen træffer sine afgørelser ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens, eller i dennes fravær næstformandens, stemme udslaggivende.

Stk. 6: Foreningen tegnes af Formanden og mindst et bestyrelsesmedlem. Der kan meddeles fuldmagt.

Stk. 7: Bestyrelsen sørger for, at regnskab og forvaltning af foreningens midler sker forsvarligt. Der aflægges regnskab for hvert kalenderår. Regnskabet revideres af en godkendt revisor.

 

§ 8 Vedtægtsændringer og evt. ophør
Ændring af nærværende vedtægter samt beslutning om foreningens opløsning fordrer ¾ majoritet af de afgivne stemmer på generalforsamlingen. Desuden skal mindst halvdelen af de stemmeberettigede
medlemmer være til stede eller repræsenteret ved fuldmagt, jf. § 5, stk. 1.

Stk. 2: Såfremt færre end halvdelen af de stemmeberettigede er til stede eller repræsenteret ved fuldmagt, men forslaget ved en vejledende afstemning blandt de tilstedeværende opnår ¾ majoritet af de afgivne stemmer, indkalder bestyrelsen efter reglerne i § 4, stk. til en ekstraordinær generalforsamling, hvor
forslaget kan vedtages ved almindelig stemmeflerhed blandt de fremmødte eller ved fuldmagt repræsenterede.

 

§ 9 Ophør
I tilfælde af foreningens ophør tilfalder eventuel formue TI.