Punktum for verdens største anti-korruptionskonference

Publikumsrekord, ambitiøse erklæringer og et stærkt fællesskab om anti-korruption – nu slutter tre vellykkede dage med IACC i København

Verdens største anti-korruptions konference, IACC, er netop blevet afsluttet i København efter tre intense dage med workshops, møder og debatter. Til konferencen deltog over 1600 deltagere fra over 144 lande. Konferencen har samlet en bred vifte af aktører med deltagere fra NGO’er, medier samt deltagere fra både den private og offentlige sektor.
Konferencen har resulteret i statements fra regeringer fra hele verden og disse indeholder deres strategi for, hvad de fremover vil gøre på anti-korruptionsområdet. Alle landenes statements kan ses her. Den samlede erklæring fra IACC – The Copenhagen Declaration – viser, at udfaldet af konferencen er vidtrækkende. Der er en bred enighed på konferencen om, at der skal fælles handling og dedikation til anti-korruptionsområdet. Vi skal yde en indsats for at beskytte aktivister og journalister, da disse er centrale for, at korruption opdages. Hele deklarationen kan læses her. 

Transparency International Danmark har været en aktiv del af at arrangere og afholde konferencen og ser tilbage på tre virkelig gode dage. “Vi har haft gåsehud og tåre i øjnene når vi har hørt om whistleblowere og graverjournalister over hele verden, som sætter deres liv på spil i kampen mod korruption. Derfor er det en så meget desto mindre prisværdigt, at regeringerne i fællesskab har forpligtet sig til at beskytte netop disse grupper. Det skal vi i civilsamfundet og som borgere huske at holde dem til ansvar for, ligesom vi selv skal tage ansvar og gå ind i kampen.” sagde TI-DK’s formand, Natascha Linn Felix, i sin afslutningstale og fortsatte senere om den nationale dagsorden: “Nu håber vi i TI-Danmark, at når I kommer næste gang, så har vi en stærk og fyldestgørende anti-korruptions strategi vi kan vise frem, som faktisk addresserer nogle af vores udfordringer her i landet.”
Vi vil gerne sige tusind tak til vores samarbejdspartnere IACC, Transparency International og Udenrigsministeriet, som sammen fik tilvejebragt tre fantastiske dage med plenarforsamlinger, workshops, en filmfestival og en koncert. En kæmpe tak til vores frivillige og bestyrelsen, som har været helt uundværlige for at få konferencen til at blive vellykket.
Det blev her til aften annonceret, at faklen nu gives videre til Sydkorea, som vil afholde IACC i 2020. Vi ser frem til at vurdere kampen mod korruption igen om 2 år i Sydkorea.

Scroll to Top