Som man spørger… Et svar til Jens Peter Christensens kronik ”Ytringsfrihed og whistleblowing”

19-05-2015 Jens Peter Christensen, formand for udvalget om offentligt ansatte ytringsfrihed, fik en kronik  bragt i Jyllands-Posten d. 3. maj 2015 om whistleblowing – her er vores svar
Der er flere grundlæggende fejlslutninger og forsimplinger på spil i Jens Peter Christensens kronik som blev bragt i Jyllands Posten d. 3. maj 2015. Først og fremmest ligestiller han whistleblowing med det forhold, at en offentligt ansat kan bruge sin ytringsfrihed, og konkluderer dermed, at offentligt ansatte kan bruge deres ytringsfrihed, og at der dermed ikke er behov for yderligere beskyttelse af whistleblowere. Men han besvarer faktisk ikke det spørgsmål vi og andre stiller, nemlig: Er whistleblowere tilstrækkeligt beskyttede når de vælger at blæse i fløjten? Vi spurgte ikke om de kunne blæse i fløjten hvis de ville.
whistleblower
 
Jens Peter Christensen konkluderer blot, at ja, offentligt ansatte har ytringsfrihed og ja, man kan whistleblowe hvis man vil. Forskellen er måske umiddelbart usynlig, men det betyder rent faktisk en hel verden til forskel. At blæse i fløjten er ikke nødvendigvis at bruge sin ytringsfrihed. Der er ikke tale om en holdningstilkendegivelse, men derimod om, at man påpeger en overtrædelse af gældende lov eller vedtagne regler og retningslinjer. Typisk blæser whistlebloweren først i fløjten efter han eller hun har forsøgt sig af almindelig dialogvej og via de værktøjer vi finder i fagforeningerne. Så Jens Peter Christensen konkluderer, at offentligt ansatte må mene hvad de vil og tale frit om det. Det var bare ikke vores spørgsmål. Vores spørgsmål var, om de var tilstrækkeligt beskyttede når de beslutter sig for at afsløre grove overtrædelser af lov eller vedtagne retningslinjer. For den slags overtrædelser mener vi at det er i offentlighedens og demokratiets interesse at bringe frem.

Som vi og andre har understreget så mange gange allerede, er whistlebloweren en central aktør i et demokrati og muligheden for at blæse i fløjten er et centralt element i et samfund der ønsker at sikre, at magt ikke misbruges i skjul. Det er den direkte følge af, at vi anerkender, at ingen er ufejlbarlige. Det er også en anerkendelse af, at magt medfører to ting: dels faren for misbrug af magt, og dels mistroen om misbrug af magt. At regulere på whistleblower-området er en måde at sikre sig, at begge dele håndteres korrekt idet mistænkte kan beskyttes og misbrug kan afsløres uden det får urimeligt store konsekvenser for hverken de mistænkte eller de mistænkende.
Spørgsmålet er så, om de nugældende regler i tilstrækkeligt grad giver denne mulighed, og det er altså her Jens Peter Christensen mener at kunne svare, at ja, det gør de. Her er vi helt uenige, og det er vi ikke alene om. Både nationale aktører og internationale organisationer har øje på denne svaghed i det danske system. Eksempelvis har OECD har så sent som i deres sidste rapport om Danmarks implementering af OECD konventionen imod bestikkelse, påpeget, at Danmark ikke lever op til egne forpligtelser på whistleblower-området – specifikt i forhold til beskyttelse af dem der blæser i fløjten. Vi halter bagud når vi sammenligner os med lande som Norge og Sverige.
Det er i dag ikke muligt for whistleblowere i Danmark at opnå hverken anonymitet eller tilstrækkelig sikkerhed og beskyttelse når de vælger at stå frem. Undtagelsen herfor kan selvfølgelig være i whistleblowerordninger som oprettes kommunalt eller hos virksomheder, men her tales om forholdet for offentligt ansatte generelt. Alene inden for det sidste år, har vi set talrige eksempler på, hvordan det at stå frem og gøre opmærksom på lovstridige eller etisk kritisable forhold, har haft store personlige omkostninger for whistlebloweren. Eksemplerne er mange, fra Dorthe Jensens sag i Mærsk, Anders Kjærsgaards afsløringer om forsvaret i Irak til Helle Olsens afsløring af svindel i Odense Renovation og den seneste sag om Marianne Jørgensens anmeldelse af vold mod indsatte i danske fængsler. Vi har også kunnet følge internationale sager med store politiske konsekvenser som følge af whistlebloweres afsløringer. Det er alle sager, som er endt med afskedigelser, forflytninger, udfrysning, arbejdsløshed og personlige kriser.
Samtlige sager er imidlertid også endt med opstramninger af procedurer, regler og guidelines i de pågældende institutioner, hvilket indikerer, at whistlebloweren havde en reel anke og med rette blæste i fløjten. Desværre har individerne måtte betale en høj pris for deres anmeldelse og er aldrig blevet kompenseret herfor. Det mener vi der skal laves om på!
Og her vil den kritiske læser så indvende, at vi ikke skal tilskynde en stikkerkultur ved at tilbyde whistleblowere fordelagtige ordninger. Hertil må vi så svare, at der hverken nationalt eller internationalt er nogen evidens for at tro, at whistleblowerbeskyttelse- og rådgivning fører til stikkerkultur eller svækker de gældende instrumenter for dialog. At blæse i fløjten er – og skal være – en sidste mulighed, når alt andet er fejlet. Når det bliver nødvendigt, og det viser sig at være med rette, så skal whistlebloweren beskyttes mod uretmæssige ansættelsesretlige konsekvenser i en helt anden grad end det er tilfældet i dag.
I Transparency International er vi også lodret uenige med Jens Peter Christensen når det drejer sig om behovet for at indføre lovpligtige whistleblowerordninger i den offentlige sektor. En whistleblowerordning er en instans hvor man som offentligt ansat kan henvende sig hvis man får kendskab til ulovligheder. Man har meget positive erfaringer med sådanne ordninger blandt andet i Københavns kommune. Det bliver rettet op på forhold som der ellers ikke ville være rettet op på uden en whistleblower ordning. Dette er i vores allesammens interesse. Grundlæggende er sådanne ordninger en succes fordi anmelderen har mulighed for at være anonym. Det er den mest effektive måde at beskytte vedkommende. Som JPC selv påpeger så synes mange kollegaer og chefer sjældent at kritik uden murerne er særlig festligt. Den eneste måde at komme mobning og såkaldt skjult sanktionening til livs er reelt at give whistlebloweren mulighed for at være anonym.
Det er ærgerligt at regeringen med tildeling af formandsskabet for det udvalg som netop har set på ytringsfrihed og whistleblowing igen har udpeget Jens Peter Christensen til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt der er behov for nytænkning omkring offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowing i Danmark. For vi kendte jo svaret på forhånd og man sammensatte et udvalg der ikke bredt . På den anden side, så var han nok ikke tilfældigt valgt. Lad os håbe at vi i fremtiden vil se politikere som tør udpege udvalg, der også de facto repræsenterer alle interessenterne i det givne sagsområde og lad os håbe man tør starte udvalgsarbejder med åbne spørgsmål, frem for at spørge som man ønsker svar, og spørge dem man ved leverer de konklusioner man på forhånd ønsker.
 
Jens Peter Christensens kronik “Ytringsfrihed og whistleblowing” finder du her.

Scroll to Top