Information om formanden for Transparency International Danmark, Jesper Olsen, deltagelse i studietur med Philip Morris fra den 21.-22. november 2024 til Schweiz

Formanden Transparency International Danmark (TI-DK), Jesper Olsen, deltager fra den 21. til den 22. november i en tur til Schweiz arrangeret af tobaksvirksomheden Philip Morris.

Jesper Olsen betaler selv for sin andel turen ud af egen lomme. De samlede udgifter for Jesper Olsens andel forventes at ligge inden for rammen af 6.000 kroner. Denne information suppleres med regnskab, når turen er gennemført.

Formålet er at blive klogere på denne form for lobbyisme, der er kendt men hvor der normalt ikke åbenhed om hvad der foregår. Men først og fremmest er formålet med deltagelsen at kunne tage en vigtig diskussion om emnet.

Hvorfor deltager TI Danmarks formand på en tur med Philip Morris til fabrikken i Schweiz sammen med mediefolk og repræsentanter for en række politiske ungdomsorganisationer?

  1. Det gør vi, fordi vi gerne vil have en debat om lobbyisme, og hvordan man arbejder professionelt med interessevaretagelse.

  2. Der har helt naturligt været fokus på disse rejser. Hvad formål spiller de? Hvorfor skal man tage til Schweiz for at drøfte noget, som lige så godt kunne drøftes i København over en hvid vand. Når der er nogen der gerne vil tage de vanskelige diskussioner, så stiller vi gerne op.

  3. På turen får vi adgang til at diskutere med både Philip Morris og de politiske ungdomsorganisationer, der også deltagere. Vi har tidligere inviteret ungdomspartierne til kop kaffe og en diskussion, men det var få af dem der tog imod.

 

Risikerer I ikke at blive beskyldt for at ’white-washe’ Philip Morris, og at det bliver sværere at være meget kritiske overfor dem, når I rejser sammen – uanset I selv betaler?

  1. Det bliver altid sværere at indtage et helt rent synspunkt, når man insisterer på at blive klogere og få nuancer. Men det er i vores DNA, at den risiko vil vi gerne løbe. Der er ikke noget helt rent sted at stå på spillepladen. Vi skal altid være parat til at gå i dialog med dem, der faktisk gerne vil tale med os.

  2. I TI-DK er vi ikke imod lobbyisme, men vi skelner mellem god lobbyisme og dårlig lobbyisme. Vi går ind for et lobbyregister, så man kan se, hvem der har adgang til politikerne og hvilke argumenter der bliver anvendt. Det er det vi gerne vil blive klogere på og debattere. Og hvis det kræver, at vi bruger halvandet døgn på at tage til Schweiz, så er den tid og de penge givet godt ud. Især hvis vi kan få flere til at være med i den diskussion, så vi ikke bare står i hvert sit hjørne eller ingen siger noget om det.

  3. Tobaksindustrien er en risikoindustri, når det kommer til omdømme. De må selv stå på mål for deres produkt. Det har vi ingen holdning til. Ligesom vi ikke har holdninger til alle andre industriers produkt, der også indebærer farer eller sundhedsrisici. Det er et politisk spørgsmål. Men netop fordi det er et politisk spørgsmål, skal der være langt større åbenhed om den lobbyisme, der foregår. Og det skal ske på en ordentlig måde.

 

Hvad siger I til, at de politiske ungdomsorganisationer er med?

  1. Det var oprindeligt ikke en del af planen. Den aktivitet har vi været skeptiske overfor. Det handler om, at vi har et udgangspunkt om, at man skal passe på med at tage imod noget, hvor man reelt ikke kan eller vil betale selv. At betale selv handler om, at man synes det er tilstrækkeligt vigtigt. Ungdomsorganisationerne er måske mere sårbare, fordi de ikke har så mange penge, og derfor lettere bliver fristet af en tur til Schweiz, som de ikke selv har råd til.

  2. Men nu er de inviteret med. Og det vil vi så bruge til at have en debat med dem om lobbyisme også. De politiske ungdomsorganisationer er fremtidens politikere. Der handler det om at få gode vaner. Det er vigtigt, at politiske ungdomsorganisationer agerer sikkert. At de også er vant til at tale med erhverv. Det er noget af det, vi gerne vil diskutere med dem.

 

Er der nogen betingelser?

  1. Vi har stillet som betingelse
    i. At der ikke foregår noget andet på denne tur, end der har gjort på tilsvarende. Hverken i forhold til hvad vi ser, hvem vi taler med og hvilke sociale aktiviteter i det halvandet døgn turen varer. Og det har Philip Morris lovet os.

    ii. At der ikke er nogen spørgsmål vi ikke kan stille, og vi har en klar forventning om, at de vil svare på vores spørgsmål.

    iii. At vi betaler selv. (Vi tager naturligvis imod en kop kaffe eller en vand under møder, skulle vi blive budt.)

 

Hvordan er samarbejdet kommet i stand? Hvem tog initiativet?

  1. Philip Morris støtter TI Danmark med 10.000 kr. om året. Det har de gjort nogle år. Det kom i stand på vores opfordring i forbindelse med en offentlig debat. Vi har ikke nogen forpligtelser overfor Philip Morris i den forbindelse. Vi er afhængige af donationer, men vi sikrer vores uafhængighed ved have mange små donorer, i stedet for få store. Så vi er ikke afhængige af Philip Morris’ donation.

  2. Vi har mødtes i forskellige sammenhænge, når der har været debatter om lobbyisme. Vores formand Jesper Olsen og Christopher Arzrouni, som er talsmand for Philip Morris, kender hinanden gennem forskellige medieoptrædener. Men de har ikke nogen private relationer. Turen er kommet til på Christophers Arzrouni initiativ. Vi har holdt et møde om betingelserne, og henvendelsen er grundigt drøftet og vedtaget i vores bestyrelse.

 

Stiller Philip Morris betingelser?

  1. Nej

 

Får vi at vide, hvad formanden får ud af turen?

  1. Ja, når han kommer hjem. Forhåbentligt kommer der også en vigtig debat i en bredere kreds.
Scroll to Top
Transparency International Danmark