Ny mæglings- og klageinstitution: Partnerskaber gør en forskel

Danmark har fået en ny mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd. Her spiller partnerskaber en væsentlig rolle – og Transparency International Danmark er klar til at være partner med både virksomheder, organisationer og myndigheder.
Virksomheder opererer i dag i en global verden, hvor de møder mange udfordringer såsom krav og forventninger om korruption og bestikkelse, brud på menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og internationale miljøstandarder. Disse udfordringer er ofte komplekse og vanskelige at håndtere. OECD-retningslinjerne opfordrer netop derfor virksomheder til dialog med interessenter og ”til at deltage i private eller multi-stakeholder initiativer og den sociale dialog om ansvarlig leverandørstyring…”
Transparency International Danmark anerkender, at netop krav om korruption og bestikkelse kan være svære at håndtere og modarbejde i en global verden, hvor kulturer mødes, praksisser er indgroede og tid er et altafgørende konkurrenceparameter. Derfor vil vi gerne indgå i partnerskaber med private virksomheder, myndigheder og organisationer i kampen mod korruption. Samtidig vil virksomheder, organisationer og myndigheder leve op til deres forpligtigelser i forhold til den nye mæglings- og klage institution, OECDs retningslinjer for multinationale virksomheder og FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv, som blev vedtaget i 2011.
Brud på ansvarlig virksomhedsadfærd kan rejses, dokumenteres og offentliggøres af dem, der mener, at de er blevet krænket af danske virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder. Mæglings- og klageinstitutionen er en ikke-juridisk institution, hvor virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder kan løse uoverensstemmelser om overtrædelse af for eksempel menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder, internationale miljøstandarder og korruption. Virksomhederne skal være opmærksomme på, at overtrædelser kan ske både gennem egne aktiviteter eller mere indirekte igennem deres leverandørkæde. Læs mere om den nye mæglings- og klageinstitution her.
Transparency International Danmark anbefaler: etabler en anti-korruptionspolitik
For at undgå klager og brud på god virksomhedsadfærd anbefaler Transparency International Danmark, at virksomheder, myndigheder og organisationer etablerer en anti-korruptionspolitik og lever op til de seks trin, som nævnes neden for.
Der er også muligt at blive støttemedlem af Transparency International Danmark. Støttemedlemmer modtager et støtte-logo, der signalerer, at de ikke accepterer nogen former for korruption. Logoet kan for eksempel anvendes på hjemmesider og i bæredygtighedsrapporter. Desuden tilbyder vi, at støttemedlemmer figurerer på vores hjemmeside som støttemedlem, og vi laver gerne en pressemeddelelse, som spreder budskabet om vores støttemedlemmers anti-korruptionspolitik. Hermed har støttemedlemmer dokumenteret ikke blot at imødekomme krav fra OECD og FN, men også at leve også op til det første krav af seks i den britiske anti-korruptionslov.
De seks krav i den britiske anti-korruptionlov:

  1. Den øverste ledelse har ansvar for at etablere en anti-korruptionskultur – “tone from the top” (Vi kan tilbyde: Brug af Transparency International Danmarks logo, fælles pressemeddelelse, synliggørelse af særlige initiativer)
  2. Regelmæssig vurdering af de korruptionsrisici som en virksomhed står over for (Vi kan tilbyde: Valid data direkte i indbakken,  som kan anvendes til løbende risikovurdering).
  3. Politikker og procedurer til at forhindre korruption skal være klare, anvendelige og tilgængelige (Vi kan tilbyde: Sparring og dialog med Transparency International Danmark)
  4. Effektiv implementering af politikker og procedurer (Vi kan tilbyde: Sparring og dialog med Transparency International Danmark)
  5. Effektiv due diligence af alle forretningspartnere (Vi kan tilbyde: Valid data, som kan indgå i due diligence analysen)
  6. Løbende overvågning, gennemsyn og opdatering af anti-korruptionssystemer (Vi kan tilbyde: Løbende information om studier og undersøgelser)
Scroll to Top