Skrot ikke Irak-kommissionen

30-06-2015 Transparency International Danmark er medunderskriver på et brev til den nye regering, som har meldt ud at den vil nedlægge Irak-kommissionen. Du kan læse brevet herunder og skrive under på underskriftsindsamlingen her Den nyvalgte regering har erklæret, at den vil skrotte den kommission, der har til opgave at undersøge Danmarks deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan. Af en lang række årsager er det en katastrofalt forkert beslutning, som må og skal omgøres. Hvis regeringen og dens støttepartier ikke af egen drift kan eller vil indse det, må medier, organisationer, civilsamfund, opposition og i sidste instans den danske befolkning tvinge dem til at rette ind. HVORFOR gik Danmark med i krigene? Nu, 14 år efter at Danmark officielt blev en krigsførende nation, er soldaterne trukket hjem igen uden ret mange positive resultater at vise frem. Afghanistan er i mindst lige så dårlig forfatning, som da krigen startede, og Irak er så godt som en smadret nation.  Danmark har endda følt sig nødsaget til igen at sende bombefly på vingerne – uden nævneværdig offentlig debat – i et desperat forsøg på at begrænse skadevirkningerne fra sidste krig. Men vi ved stadig ikke, hvorfor vores soldater skulle afsted for at slå ihjel og blive slået ihjel. Vi ved, hvad Anders Fogh Rasmussen, Per Stig Møller og de andre sagde dengang – men vi ved også at det, de sagde dengang, i bedste fald var en sandhed med modifikationer. Det, man normalt kalder løgn.

Skrot ikke Irak-kommissionen Læs videre »

Ledig stilling som projektleder

25-06-2015 Er du erfaren projektleder med interesse for oplysning om anti-korruption i udviklingslande? Så er du måske den rette til at lede Transparency International Danmarks nye projekt Formålet med projektet er først og fremmest at oplyse og bringe viden om korruptionsbekæmpelse fra udviklingslande til Danmark. Dermed får danske virksomheder indsigt i konkrete metoder til at håndtere korruption og bestikkelse, og dermed bidrage til at fremme et sundt forretningsmiljø – ikke kun til gavn for virksomhederne selv, men også til gavn for den lokale befolkning. Læs mere om projektet og stillingen her

Ledig stilling som projektleder Læs videre »

Bestyrelsesmedlem Jens Berthelsen er gået bort

22-06-2015 Efter længere tids sygdom gik Jens Berthelsen, en af de største anti-korruptionsforkæmpere i Danmark, bort mandag den 15. juni. Jens Berthelsen blev første gang valgt ind i bestyrelsen i 2005 og var et aktivt medlem lige siden. I perioden 2006-2007 var han valgt som bestyrelsesformand, og ydede en stor indsats for at få effektiviseret og synliggjort Transparency International Danmark. Jens havde mange års erfaring med korruptionsbekæmpelse. Han stiftede i 2004 sit firma, GAN Integrity Solutions, som specialiserer sig i at hjælpe virksomheder mod korruption og blandt andet står bag Business Anti-Corruption Portal, hvor virksomheder kan få gratis værktøjer til at undgå korruption. Han var desuden medlem af det Internationale Handelskammers “Anti-Bribery Commission” og BIACs “Committee Task Force on Anti–Corruption”, hvor han bidrog med sin store viden om korruptionsbekæmpelse i praksis ved udviklingen af internationale anti-korruptionsstandarder og -guidelines. Oprindeligt var Jens uddannet skibsbygger, men uddannede sig derefter til cand.scient.pol. og steg til tops som embedsmand i det daværende industriministerium. Her arbejdede han bl.a. med sanktionerne mod apartheidstyret i Sydafrika og fik solid indsigt i FNs menneskerettighedeskonvention. Siden blev han chefkonsulent ved Dansk Industri, hvor han fik sat menneskerettigheder og anti-korruption på dagsordenen ved at tage initiativ til oprettelse af Global Compact Nordic Network. I kraft af sin store viden og stærke engagement var Jens stærkt eftertragtet som konsulent af virksomheder, der havde brug for vejledning til at undgå korruption, hvilket blev inspirationen til at starte egen konsulentvirksomhed. Jens Berthelsen var en af de absolut største anti-korruptionsforkæmpere, Danmark nogensinde har haft, og var også meget anerkendt på internationalt plan. Han har sat anti-korruption på dagsordenen hos danske virksomheder såvel som offentlige institutioner som Udenrigsministeriet og Danida. Jens arbejdede tæt sammen med Transparency Internationals hovedkontor i Berlin, som ofte brugte ham som ekspert og opfordrede ham personligt til at stå i spidsen for Transparency International Danmark.   Jens vil blive savnet både som kollega og ven. Æret være hans minde.  

Bestyrelsesmedlem Jens Berthelsen er gået bort Læs videre »

Danmarks måske største bestikkelsessag: penge til galopbane og rejser

16-06-2015 (opdateret 10-07-2015) I øjeblikket efterforsker Bagmandspolitiet det, der kan vise sig at være Danmarks hidtil største bestikkelsessag. Her kan du læse et kort overblik over sagen I perioden 2007-2015 har to it-firmaer, først Atea Danmark og efterfølgende 3A-It (som blev stiftet omkring årsskiftet af en udbrydergruppe fra topledelsen i Atea Danmark), angiveligt bestukket personer i Region Sjællands it-afdeling for at få ordrer fra regionen. Politiet har anholdt og sigtet 13 personer, hvoraf 6 blev varetægtsfængslet, heriblandt tre fra topledelsen i 3A-It og én medarbejder fra Atea Danmark (opdateret 10-07-2016 de varetægtsfænglsede er senere løsladt, men alle 13 er fortsat sigtet). Bestikkelsen er angiveligt sket ved, at der er oprettet en konto, hvor der løbende blev hensat 1,5% af regionens indkøb fra Atea, hvorfra regionens medarbejdere så kunne trække beløb til private formål, bl.a. rejser og sponsorbidrag til en galopbane. Der tales om et beløb på 1 million kr. Et pikant aspekt er, at it-firmaerne muligvis har finansieret bestikkelsesbeløbene ved at indrapportere ukorrekt lave salgsbeløb til SKI (Statens og Kommunernes Indkøbsservice), da de skal have 1,5% provision af alle salg under SKI-kontrakter.  

Danmarks måske største bestikkelsessag: penge til galopbane og rejser Læs videre »

Bedre vilkår for whistleblowere – høringssvar til Justitsministeriet

05-06-2015 I dag, Grundlovsdag, har Transparency International Danmark sendt vores høringssvar til betænkningen fra whistleblowerudvalget. Du kan læse vores høringssvar her og nedenfor finder du vores pressemeddelelse, udsendt i fællesskab med Veron Organisationer: Soldater skal trygt kunne whistleblowe Det er alt for svært at være whistleblower i den offentlige sektor – især i Forsvaret. Sådan lyder det fra de to whistleblowerinteresseorganisationer i Danmark, Transparency International og Veron, som i et fælles forslag opfordrer til, at der laves en forsøgsordning for whistleblowere hos Forsvaret. Forslaget fremgår af de to organisationers høringssvar til anbefalingerne fra regeringens whistleblowerudvalg, som alle høringsparter har skullet aflevere i dag. “Vi foreslår et forsøg med en uafhængig whistleblowerordning, hvor ansatte i Forsvaret anonymt og uden at frygte for repressalier kan meddele om lovbrud og andre alvorlige overgreb på deres arbejdsområder, og hvor der er pligt til, at sagerne bliver undersøgt. Det burde være helt naturligt i et demokratisk samfund, at whistleblowerordninger var lovpligtige. Men hvis den nye regering ikke er parat til det, foreslår vi et forsøg, så det bliver afprøvet, hvordan en sådan ordning vil virke,” siger Natascha Linn Felix, næstformand for Transparency International Danmark.

Bedre vilkår for whistleblowere – høringssvar til Justitsministeriet Læs videre »

Boganmeldelse: Thieves of State af Sarah Chayes

Af Knut Gotfredsen På vores medlemsmøde om forbindelsen mellem terrorisme og korruption den 17.marts 2015 nævnte Mark Pyman, programme director i Transparency Internationals Defence-afdeling, bogen “Thieves of State” af Sara Chayes. Jeg købte bogen og læste den med stor interesse og med voksende vrede og ubehag tilsat en del frygt. Hovedbudskabet er, at korrupte stater udgør en trussel mod global sikkerhed, bl.a. fordi de er med til at fostre terrorisme. Desværre har vi og vores allierede (måske især USA) en tendens til at støtte korrupte statsledere og dermed – ved at vise vores støtte til disse personer – vende befolkningens vrede imod os selv. Forfatterens argumentationskæden er således: * Stater med omfattende korruption (såkaldte kleptokratier), kan have flere variationer, f.eks. lodret integreret kriminelt netværk (f.eks. Afghanistan) eller ressource-udplyndring (f.eks Nigeria). * I kleptokratier vil store dele af befolkningen ikke have nogen fremtidsudsigter, da al potentiel økonomisk fremgang opsuges af kleptokraterne. Det medfører også, at landets infrastruktur degenererer. * De borgere, som udnyttes og undertrykkes, kan så have følgende valg:                              A. Afffind dig med det – du er blot en født taber.                              B. Bliv økonomisk flygtning og håb på at der er en fremtid i et andet land                              C. Gør oprør – du har lært, at det formelle demokrati reelt ikke virker. * Hvis du vælger den sidste løsning, står der helt sikkert en oprørsbevægelse (såkaldt terrororganisation) klar til at opsamle dig. Chayes’ detaljerede beretning om korruptionen i Afghanistan under den af Vesten støttede præsident Karzai fortæller, hvordan Karzai og hans familie og netværk beriger sig selv ved dels at modtage store beløb i bestikkelse fra bl.a. CIA og dels ved – med en korrupt politi- og dommerstand – at kunne tilegne sig jordbesiddelser m.v. Det er tankevækkende, at Karzai med sin hysteriske og egenrådige opførsel kunne få de udenlandske styrker til at danse efter sin pibe, selvom han reelt var dybt afhængig af dem. Man kan i tilslutning hertil læse den rapport, som udenlandske efterforskere skrev om sammenbrudet i Kabul Bank, hvor hans familiemedlemmer berigede sig og bagefter helt slap for straf. Chayes beskriver bl.a. sit glimrende samarbejde med ledelsen af de amerikanske styrker i Afghanistan, som imidlertid blev overtrumfet af USA’s udenrigsministerium og af CIA. Det er selvfølgelig interessant at læse med danske øjne, for hvordan kan vi forvente, at vores indsats i landet kan nedbringe korruption, når vores største allierede har det som relativt lav prioritet? Bogen giver også en detaljeret beskrivelse af andre typer af kleptokratier: Det militær-kleptokratiske kompleks (Ægypten), det bureaukratiske kleptokrati (Tunis), ressource-kleptokratiet (Nigeria) og det post-sovjettiske kleptokrati (Uzbekistan). Sarah Chayes omtaler desuden flere steder hvordan de enorme pengestrømme fra korruption kanaliseres ud af de korrupte lande til finansielle virksomheder i mere “behagelige” destinationer,de såkaldte “pengely”. Chayes nævner også et for mig nyt begreb: GONGO (Government Operated Non-Government Organisation). Egentlig er det jo en logisk absurditet, men ledere i korrupte lande har opdaget, at en del udviklingsbistand bliver kanaliseret gennem NGO’er. Så laver de deres egen “NGO”, så de også kan få fat i nogle af de penge. Bogen indeholder desuden et afsnit med forslag til hvilke værktøjer, der kan tages i brug i kampen mod korruption. Disse er opdelt i værktøjer for statsledere, efterretningsværktøjer, diplomatiske værktøjer, lovmæssige værktøjer, finansielle værktøjer og værktøjer til nødhjælp og udviklingsbistand. Mange af disse værktøjer kunne vores egen regering have nytte af at tage i brug. F.eks. var præsident Karzai i Danmark i 2013 for at indgå en aftale om udviklingsbistand på ca. 500 mio. kr. årligt i 3 år. Der findes rigtig mange billeder af en storsmilende Karzai sammen med en ligeså storsmilende Helle Thorning, som bl.a. siger:”Afghanistan kan regne med Danmark”. I virkeligheden burde Karzai have været holdt helt ude af rampelyset og ført ud og ind af bagindgangen. Hvis man er en menig afghaner, er det tydeligt at Danmark støtter Karzai, og dermed indirekte også det statslige kleptokrati. Selvom bogen ikke ét eneste sted omtaler Transparency International, vil jeg alligevel give den min varmeste anbefaling. Sara Chayes: Thieves of State (ISBN 978-0-393-23946-1).

Boganmeldelse: Thieves of State af Sarah Chayes Læs videre »

Korruptionen i FIFA – et overblik

04-06-2015 Hvordan kan det lade sig gøre at en organisation som FIFA kan blive så korrupt? Her er bestyrelsesformand Knut Gotfredsens analyse De fleste fulgte nok med i nyhedsdækningen af FIFA’s kongres i Zürich, som denne gang bød på ekstra spænding. Ved dette års kongres var der for første gang en reel opposition mod præsidenten, Sepp Blatter fra Schweitz – en opposition, som primært drevet af UEFA. Oppositionens kandidat var en jordansk prins, og et af argumenterne for ham var, at han er så rig, at han ikke behøver at tage imod bestikkelse. Dette er dog ikke et reelt argument – mange af verdens rigeste mennesker tager notorisk gerne mod bestikkelse, som du bl.a. kunne læse om i vores tema om korrupte statsledere. Det viste sig dog at blive et argument, der ikke får mulighed for at blive bevist, da prinsen valgte at trække sig efter første valgrunde, hvor Blatter var ganske tæt på de 2/3 af stemmerne som kræves for at vinde.

Korruptionen i FIFA – et overblik Læs videre »

DONG, Corydon og hvad en minister må hemmeligholde

26-05-2015 Har Bjarne Corydon lov til at holde de alternative bud på DONG hemmeligt? Og hvorfor ønsker han at gøre det? Bestyrelsesformand Knut Gotfredsen gav sit bud i “Huxi og Det Gode Gamle Folketing” i dag I dagens udgave af radioprogrammet diskuterede vært Huxi Bach og de tidligere folketingsmedlemmer Bjørn Elmqvist, Jørgen Lenger og Mogens Camre DONG-sagen, og en lang række teorier og spekulationer blev luftet om, hvorfor Bjarne Corydon ikke vil lade Finansudvalget se de alternative bud på aktierne i DONG, der endte med at blive solgt til Goldman Sachs. På trods af kritik fra Folketingets Præsidium siger finansminister Bjarne Corydon, at det at lade Finansudvalget se dokumenterne vil være at bryde med processens parters fortrolighed. I sin kommentar over telefonen henviser Knut Gotfredsen til Jesper Tynells bog “Mørkelygten”, og dens fremstilling af, hvordan “ministre bruger deres ret til at holde ting fortroligt til groft at manipulere Folketinget og egne samarbejdspartier. Set udefra ligner det, at Corydon har lovet Goldman Sachs en høj grad af fortrolighed, og spørgsmålet er, om han har haft mandat til at kunne gøre det. I hvert fald skal Finansudvalget have lov til at se det materiale, for udvalgene er partiernes indblik i ministrenes arbejde.”

DONG, Corydon og hvad en minister må hemmeligholde Læs videre »

Som man spørger… Et svar til Jens Peter Christensens kronik ”Ytringsfrihed og whistleblowing”

19-05-2015 Jens Peter Christensen, formand for udvalget om offentligt ansatte ytringsfrihed, fik en kronik  bragt i Jyllands-Posten d. 3. maj 2015 om whistleblowing – her er vores svar Der er flere grundlæggende fejlslutninger og forsimplinger på spil i Jens Peter Christensens kronik som blev bragt i Jyllands Posten d. 3. maj 2015. Først og fremmest ligestiller han whistleblowing med det forhold, at en offentligt ansat kan bruge sin ytringsfrihed, og konkluderer dermed, at offentligt ansatte kan bruge deres ytringsfrihed, og at der dermed ikke er behov for yderligere beskyttelse af whistleblowere. Men han besvarer faktisk ikke det spørgsmål vi og andre stiller, nemlig: Er whistleblowere tilstrækkeligt beskyttede når de vælger at blæse i fløjten? Vi spurgte ikke om de kunne blæse i fløjten hvis de ville.   Jens Peter Christensen konkluderer blot, at ja, offentligt ansatte har ytringsfrihed og ja, man kan whistleblowe hvis man vil. Forskellen er måske umiddelbart usynlig, men det betyder rent faktisk en hel verden til forskel. At blæse i fløjten er ikke nødvendigvis at bruge sin ytringsfrihed. Der er ikke tale om en holdningstilkendegivelse, men derimod om, at man påpeger en overtrædelse af gældende lov eller vedtagne regler og retningslinjer. Typisk blæser whistlebloweren først i fløjten efter han eller hun har forsøgt sig af almindelig dialogvej og via de værktøjer vi finder i fagforeningerne. Så Jens Peter Christensen konkluderer, at offentligt ansatte må mene hvad de vil og tale frit om det. Det var bare ikke vores spørgsmål. Vores spørgsmål var, om de var tilstrækkeligt beskyttede når de beslutter sig for at afsløre grove overtrædelser af lov eller vedtagne retningslinjer. For den slags overtrædelser mener vi at det er i offentlighedens og demokratiets interesse at bringe frem.

Som man spørger… Et svar til Jens Peter Christensens kronik ”Ytringsfrihed og whistleblowing” Læs videre »

Korruption og korruptionsbekæmpelse i Danmark – hvordan står det egentlig til?

12-05-2015 Er vi i Danmark blinde overfor egne fejl når det kommer til korruption eller er der rent faktisk bevidsthed og en aktiv indsats mod korruption? To forskere giver hver deres synspunkt Den 3. maj 2015 publicerede Politiken en debatartikel af Morten Koch Andersen fra DIGNITY med overskriften “Korruption. Også en udfordring i Danmark”, som du kan se en kopi af her. Steven Sampson, professor ved Lund Universitet og medlem af Transparency International Danmark, er uenig med Andersen og har skrevet nedenstående kronik som svar. Det er et emne, der altid fortjener at blive diskuteret, og TI-DK mener, at begge indlæg er meget relevante for debatten om korruption i Danmark.   

Korruption og korruptionsbekæmpelse i Danmark – hvordan står det egentlig til? Læs videre »

Scroll to Top