Forvirrende signaler gør det svært at implementere en anti-korruptionspolitik i virksomhederne. Man burde umiddelbart mene, at så længe danske virksomheder forholder sig til dansk lovgivning, så er de på rette spor. Men så enkelt er det desværre ikke i en global verden. Når vi har at gøre med emner inden for korruption såsom bestikkelse, smørelse, gave-givning og repræsentation, så er danske virksomheder i høj grad ofte underlagt andre landes lovgivning og regler, herunder særligt amerikansk og engelsk lovgivning. Det er nemlig sådan, at den amerikanske anti-korruptionslov Foreign Corrupt Practices Act (FCPA) fra 1977 og den britiske UK Bribery Act fra 2011 rammer mange danske virksomheder, såfremt de gør forretning ind eller ud af enten USA eller England – også selv om handlingen foregår i et helt tredje land. Desværre kan de måder, hvorpå de amerikanske og britiske myndigheder håndhæver deres anti-korruption og anti-bestikkelseslove, gøre det vanskeligt for de danske anti-korruptionsansvarlige, være det sig jurister, CSR-managere eller rådgivere, når de søger at vejlede deres virksomheder. Hvor går grænsen? For det første kan det være svært at finde konkrete svar ud fra de officielle vejledninger, som ledsager anti-korruptionslovgivningen, f.eks. når det drejer sig om at afgøre, hvad der udgør eller ikke udgør bestikkelse. I en virksomhed skal man ofte tage stilling til konkrete situationer såsom: Er det i orden at give kontanter til en sydkoreansk embedsmand ved begravelse af et familiemedlem, som det er sædvane i Sydkorea? Hvor dyrt er for dyrt, når man bestiller vin til en forretningsmiddag? Kan et barn af en nøglekunde drage fordel af selskabets stipendium program, hvis hun er den mest kvalificerede kandidat? Spørgsmålet er hvordan anti-korruptions politikker, interne kontroller, risikovurdering og træning af medarbejdere fremmes, når det ikke er klart beskrevet i lovgivningen, hvor grænserne går for, hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er acceptabelt. Smørelse og repræsentation To af de største udfordringer for virksomheders anti-korruptionsansvarlige er håndtering af smørelse, såkaldt facilitation payment, og brug af repræsentationskonti til gæstfrihed. Som anti-korruptions ansvarlig kan det være endog meget svært at opretholde den interne disciplin, hvis medarbejderne ikke mener, at der er nogen reel risiko forbundet med den slags potentielle bestikkelse. Den anti-korruptions ansvarlige arbejder ofte hårdt for at forklare, at disse handlinger kan føre til en glidebane i forhold til korruption: De overtaler, smigrer samt appellerer til integriteten af deres kollegaer, og når til sidst til talen om risikoen for overtrædelse af lovgivningen samt klammeri med de amerikanske eller britiske myndigheders bidske anti-korruptionsdrenge. Når man når frem til dette argumenter i sit arsenal, ville det være behjælpeligt, hvis det også viste sig at være rigtigt, at virksomheden kan blive ramt af lovens lange arm. Men selv i de to føromtalte lande, USA og England, der ellers anses for at have verdens strengeste anti-korruptionslove, er situationen ikke helt så klokkeklar. Den amerikanske lovgivning: Foreign Corrupt Practices Act (FCPA) I USA er smørelse tilladt i henhold til FCPA. Dog har de amerikanske myndigheder sendt et stærkt advarende budskab om, at summen skal være meget beskeden, og at betalingen stadig skal registreres nøjagtigt i selskabets bogføring. Det vil sige, at – til trods for at sådanne betalinger er tilladt ifølge den amerikanske holdning – skal de finde sted med stor forsigtighed. Det har haft den virkning, at de interne anti-korruptionsansvarlige i virksomhederne har formået at agere meget forsigtig med hensyn til brugen af smørelse. Ikke mindst fordi der har været sager, hvor en virksomhed er blevet dømt, idet de amerikanske myndigheder ikke mente, at det virksomheden anså som smørelse var smørelse. Tilsvarende tillader FCPA rimelig gæstfrihed, når det er passende. Det kan give anledning til interne drøftelser om, hvad der udgør “rimelig” og ”passende” under forskellige omstændigheder. Igen skal den anti-korruptions ansvarlige søge at bygge bro mellem entusiastiske marketing teams/sælgere og risikoen for de amerikanske retshåndhævende myndigheder. Men dybest set ved vi alle jo godt, hvornår noget er rimeligt eller ekstravagent. I bund og grund forstår virksomhederne loven, og de er i stand til at vurdere deres virksomheds principper versus risiko. Nogle virksomheder, især offentlige entreprenører, tager meget restriktive holdninger, mens andre har en mere afslappet holdning. I hvert tilfælde skal den interne ansvarlige argumentere for det valgte standpunkt over for sin ledelse, og eventuelt bestyrelse, således at virksomheden holder sig inden for de juridiske grænser og sikkert væk fra håndhævelsesaktioner. Den britiske lovgivning: UK Bribery Act Så vidt den amerikanske anti-korruptionslov. Det er straks sværere med den forholdsvis nye britiske anti-korruptionslov fra juli sidste år, som trådte i kraft med stor fanfare. I modsætning til FCPA, gives der ingen undtagelse for lette betalingerne eller for gæstfrihed. Hvor den amerikanske lovgivning tillader disse udgifter – inden for rimelighedens grænser – og håndhæver, når virksomheder overskrider den rimelige grænse, så forbyder briterne disse betalinger og virksomheders gæstfrihed fuldstændig. Til gengæld forsikrer de offentligheden om, at virksomheder ikke vil blive retsforfulgt. Denne position er faretruende og undergraver virksomhedernes anti-korruptionsansvarlige. De Olympiske lege i London i 2012 er et godt eksempel på den britiske uklarhed: Virksomheder overvejede nøje, om de kunne inkorporere OL i deres repræsentation. På den ene side er OL en sjælden begivenhed i England, og de britiske selskaber var formentlig ivrige efter at fremvise det bedste af London. På den anden side er OL big business i sig selv, og gæstfriheds-pakker får hurtigt en værdi af tusindvis af pund, når de ledsages af lokal transport, måltider og festlige drikkevarer. Chefen for det britiske kontor, som håndhæver den britiske anti-korruptionslov, svarede på spørgsmål om denne form for underholdning: ”Vi er ikke interesseret i den slags tilfælde… Den slags bestikkelse vi ville undersøge, ville ikke være billetter til Wimbledon eller flasker champagne. Vi er ikke den »alvorlig champagnes kontor«.” Billetter til mændenes finale ved Wimbledon blev solgt til langt over $ 100 (før jordbær og champagne) og nåede hurtigt $ 20,000 med rejse, overnatning og bespisning. Argumentet for virksomheder med aktiviteter i Storbritannien kan således være: Dette er ikke tilladt i henhold til loven, men myndighederne vil ikke undersøge sådanne sager. En holdning, der efterlader virksomhedernes anti-korruptionsansvarlige i en blindgyde.
