22-01-2017 Myndighederne ved ikke, hvor risikoen for hvidvask er tilstede, de er underbemandede og mangler koordinering af indsatsen mod hvidvask. Så barskt forlyder det i første udkast af vurdering af Danmarks indsats mod hvidvask og terrorfinansiering. Den er fra FATF (Financial Action Task Force), en international organisation, som Danmark og 34 andre lande er medlem af. FATF laver anbefalinger til landenes arbejde mod hvidvask og terrorbekæmpelse og evaluerer så ca. hvert 4. år landenes indsats. Den endelige rapport foreligger til sommer, og ændringer kan blive foretaget. En ny hvidvask lov er under udarbejdelse, afledt af EUs 4. hvidvaskdirektiv, som forhåbentlig råder bod på nogle af problemerne. Transparency International mener, at indsatsen mod at skjule penge fra hvidvask kan forbedres på en række punkter, eksempelvis hvis det register over reelle ejere af virksomheder (en reel ejer i hvidvasklovens forstand, er en, der direkte/indirekte har kontrol med mindst 25% af en virksomhed), som skulle blive offentligt tilgængeligt og som er vedtaget 1. marts 2016, omsider kommer i drift. Er p.t. fortsat under udvikling hos Erhvervsstyrelsen. Der er tillige behov for øget fokus på rådgivere, dvs. revisores, ejendomsmægleres og advokaters, kendskab til deres klienter og oprindelsen til klienternes midler, herunder øget sanktionering af rådgiveres medvirken til hvidvask. Endelig skal der gives øget mulighed for konfiskation af uforklarlig velstand (“Unexplained wealth”). Denne kan findes i dyre biler, fast ejendom, yachts, juveler, kunst og lovlige virksomheder m.v. Den 27. januar 2017 offentliggør Transparency International en rapport om 12 landes resultater af indsatsen mod hvidvask, heriblandt Danmarks. Kilde: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2017-01-20-danmark-star-til-klo-for-indsats-mod-hvidvask