Danmarks Åbenhedspris 2024

Transparency International Danmark tildelte 30. september 2024 ‘Danmarks Åbenhedspris’ og ‘Ungdommens Åbenhedspris’ til henholdsvis forfatter Mathilde Walter Clark og Sammenslutningen af Unge Med Handicap ved et arrangement i Industriens Hus.

Mathilde Walter Clarks bog ‘Det blinde øje’ modtager årets åbenhedspris, fordi den kaster lys over alt det, vi ikke talte om, da minksagen rullede, og medierne flød over med minkavlernes personlige tragedier.

Bogen river plastret af den måde, minkerhvervet dygtigt har manøvreret imellem politiske interesser, erhvervsinteresser og dårlige mediesager. Den giver et ekstremt detaljeret og afslørende billede af, at den danske model kan medføre, at politisk handling og stærke erhvervsinteresser ikke altid ender med et fagligt funderet kompromis.

"Jeg er meget taknemmelig for den betydningsfulde anerkendelse af mit forsøg på i ’Det blinde øje’ at synliggøre det komplicerede snoretræk som myndighedsinstanser, politikere og lobbyister benytter for at få virkeligheden i den industrielle dyreproduktion til at fremstå mere spiselig for den brede offentlighed"

Sammenslutningen af Unge Med Handicap modtager Ungdommens Åbenhedspris 2024, fordi de i den offentlige debat dygtigt sætter fokus på udfordringerne ved at være en sårbar ung med et handicap. Organisationen diskuterer rammevilkår, politik og bevillinger, men samtidigt også hvordan vi møder hinanden som mennesker.

"Vores frivillige bruger deres stemme og deres levede erfaringer i kampen for positive forandringer. Vi er gået fra at være en overhørt politisk målgruppe til nu, hvor vi er en markant større stemme. Denne pris fungerer som brænde på vores bål, for der ligger stadig et stort stykke arbejde forude”

Vi ønsker et stort tillykke til vinderne af Danmarks Åbenhedspris og Ungdommens Åbenhedspris 2024 og de mange kvalificerede nominerede.

Derudover ønsker vi at sige tak til professor Jacob Dahl Rendtorff, der holdt et spændende oplæg om virksomhedsetik og moderne compliance. Det skal også lyde et stort tak til rigspolitichef Thorkild Fogde, formand for Folketingets retsudvalg Steffen Larsen (LA), Andrew Hjuler Crichton fra Advokatsamfundet og Jens Højgaard Christoffersen fra COWI der deltog i en paneldebat, med temaet; Når hypen har lagt sig – hvad lærte vi af “Den sorte svane”?

Scroll to Top
Transparency International Danmark