Ny studentermedhjælper til Transparency International Danmark

Kunne du tænke dig at arbejde for en NGO, som kæmper for en god sag? Så har Transparency International Danmark studiejobbet til dig!

Da den ene af vores studenter skal i praktik på ambassaden i Tallinn, søger vi nye kræfter. Transparency International Danmark (TI-DK) er den danske afdeling af Transparency International, og vores eksistensberettigelse er kampen mod korruption og for transparens og integritet. Selvom Danmark i en international kontekst kan anses som forgangsland på området, er det ikke anledning til at læne sig tilbage og negligere, at der i høj grad er plads til forbedringer. Det eksemplificerer Danske Bank-sagen, sagen i Forsvarets Efterretningstjeneste og senest Mink-sagen, hvor utilstrækkelig gennemsigtighed har fået omfattende konsekvenser. Vi oplyser om konsekvenserne af korruption og arbejder bl.a. for at forbedre reglerne om aktindsigt, privat partistøtte, whistleblower-ordninger og for at øge opmærksomheden omkring private virksomheders udfordringer med korruption i udlandet.

Som studentermedhjælper i TI-DK kommer du til at spille en central rolle i vores arbejde, da vi er en lille organisation bestående to studentermedhjælpere og en frivillig bestyrelse. Udover at få ansvaret for organisationens generelle drift og administration, vil du få mulighed for selv at præge dine arbejdsopgaver.

Følgende er eksempler på generelle opgaver

  • Bestyrelsesbetjening (deltage i bestyrelsesmøder, dagsorden, referat og logistik omkring møderne)
  • Besvare henvendelser til sekretariatsmailen (høringsinvitationer, henvendelser fra fællessekretariatet i Berlin og andre TI afdelinger, borgerhenvendelser mm.)
  • Skrive nyheder til hjemmesiden
  • Skrive og udgive vores nyhedsbreve
  • Opdatere og vedligeholde vores hjemmeside
  • Assistere bestyrelsen med opgaver (fx deltage i udarbejdelse af rapporter, dataindsamling, forberede aktiviteter)
  • Vedligeholde medlemsdatabasen og opkræve kontingenter

Jobbet kommer med masser af ansvar og frihed. I det daglige refererer du til foreningens formand og næstformand for sparring, men da de har fuldtidsjob ved siden af, kræver det samtidig, at du er typen, der selv kan træffe beslutninger og ikke skal have instrukser for at kunne arbejde effektivt og struktureret.

Om dig

  • Du læser på en videregående uddannelse
  • Du interesserer dig for korruptionsspørgsmål
  • Du er god til at tage initiativ, trives med høj grad af selvstændighed og arbejder struktureret
  • Du har gode skriftlige formidlingsevner
  • Du er god til at kommunikere og har lyst til at samarbejde med mange forskellige mennesker
  • Du besidder gode engelskkundskaber. Nogle af vores aktiviteter sker i samarbejde med hovedkontoret i Berlin og afdelinger i andre lande
  • Du er fortrolig med Office-programmer og kommer til at arbejde med vores udadvendte platform til hjemmeside og mailudsendelser (WordPress og MailChimp)

Hvad får du?

  • Du bliver en del af et hold ildsjæle, som brænder for sagen og har stor viden på området.
  • Et indgående kendskab til NGO-arbejdet i Danmark og forståelse for at arbejde som del af en global bevægelse med en fælles strategi.
  • Et tæt samarbejde med ledelsen i organisationen – du er tæt på beslutningerne og har stor medindflydelse.
  • Viden om både nationale og internationale problematikker relateret til korruption.
  • Mulighed for at skrive bacheloropgave eller speciale i samarbejde med organisationen og trække på bestyrelsens erfaring og faglighed.
  • Erfaring med kommunikationsarbejde.
  • Solide administrative kompetencer.

Kontoret ligger på CBS, Dalgas Have 15, 2000 Frederiksberg. Hvor meget man ønsker at benytte sig af kontoret er op til dig selv og din kollega.

Yderligere oplysninger?

Vil du høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte en af TI-DK’s sekretariatsmedarbejdere:

Rosa Bisgaard, mobil: 27222191; e-mail: rbisgaard@transparency.dk

Julian Bøje Ekberg, mobil: 81199947; e-mail: jekberg@transparency.dk

Tjek også hjemmesiden: www.transparency.dk

Stillingen er med start 1. februar 2021 og er normeret til gennemsnitligt 10 timer pr. uge.

Din ansøgning:

Er du interesseret i stillingen, så send din ansøgning senest mandag d. 4. januar 2021 kl. 12:00 til sekretariatet@transparency.dk med emne: Studentermedhjælp.

Samtaler forventes afholdt i uge 3, 2021.

Vi glæder os til at høre fra dig.

 

Julian, nuværende studentermedhjælper

Det tager jeg med videre. 

I Transparency International Danmark har jeg arbejdet med en utrolig bred vifte af opgaver, hvilket har bidraget til både min personlige og faglige udvikling.

Jeg har bl.a. fået indgående kendskab til de processor, udfordringer og muligheder der er, når der arbejdes i en organisation med global tilstedeværelse. Her tager jeg særligt brobygningen mellem forskellige institutionelle kontekster med mig, og en masse fede bekendtskaber.

Jeg har på mange måder også rykket mig rent kommunikativt, forstået på den måde, at jeg har lært hvordan politisk kommunikation adskiller sig fra den akademiske standard, som universiteterne lærer deres studerende. Dette er bl.a. et resultat af mange timers skrivelse af artikler, og ugentlige møder om organisationens kommunikation udadtil, med eksperter og journalister.

Jeg har også fået et indblik i egentligt konsulentarbejde hvor jeg, i samarbejde med mine kollegaer i TI-DK, har medforfattet en rapport om opfyldelsen af danske forpligtelser til hovedorganisationen i Berlin.

Derudover er jeg blevet fortrolig med en række programmer, der indgår i den daglige drift på arbejdspladsen, herunder hjemmesideredigering og medlemsindmeldelse.

Sidst men ikke mindst har jeg lært utroligt meget om korruption, både ud fra en teoretisk og løsningsorienteret tilgang. Det har været utroligt gavnligt, og jeg har bl.a. anvendt mit kendskab til at skrive en bachelor om emnet.

Scroll to Top