Torsdag den 8. marts afholdte Transparency International Danmark generalforsamling. Dette ledte blandt andet til en ny bestyrelse og formand.
Natascha Linn Felix blev valgt som formand for en to-årig periode. Natascha har været en del af bestyrelsen siden 2013 og har både haft perioder som næstformand og formand. Hun er yderst kvalificeret til at tage rollen som formand og er godt inde i TI-Danmarks arbejde.
Bestyrelsen vil det næste år bestå af Anne Brandt Christensen, Pernille Boye Koch og Marina Buch Kristensen, som alle blev valgt i 2017. Derudover er Christian Ougaard blevet genvalgt.
Der er i år kommet fire nye ansigter til bestyrelsen: Tormod Tingstad, Jesper Olsen, Karinna Bardenfleth og Terkel Riis Jørgensen.
På generalforsamlingen blev årsrapporten for 2017 gennemgået og medlemmer og støttemedlemmer havde mulighed for at komme med spørgsmål og input til vores arbejde.
Læs årsberetningen for 2017 her.
En del af generalforsamlingen gik med at snakke om TI-Danmarks strategi for de kommende 5 år. Den gamle bestyrelse har lavet et udkast som blev gennemgået, og der kom input fra generalforsamlingens deltagere. I løbet af den næste tid vil den nye bestyrelse udarbejde den endelige strategi.
Vi går et spændende år i møde, som vores nye formand kommer til at stå i spidsen for sammen med den nye bestyrelse. Vi vil i den kommende tid komme med en kort introduktion til hvert bestyrelsesmedlem. Så hvis du vil lære kræfterne bag TI-Danmark lidt bedre at kende, så følg med her på siden eller på Facebook.