Whistleblowers
Godt nyt for whistleblowere.
Danmark har fået en whistleblowerordning.
Nu skal den implementeres, der skal afsættes ressourcer og der skal skabes opmærksomhed og tillid.
Ordningen skal bakkes op. I store private virksomheder, med velfungerende whistleblowerordninger, har det topledelsens opmærksomhed og opbakning. De sidste skal med, så mange mindre virksomheder også finder en pragmatisk og troværdig måde at få en ordning til at fungere.
Der skal sikres en god organisatorisk forankring. De personer, der arbejder med ordningen, skal have de rette kompetencer til at undersøge sagerne og håndtere dialogen med whistleblowerne.
Det kan være grænseoverskridende at indberette sager, da det kan dreje sig om chefen, kollegaen, om økonomisk svindel eller mere følsomme krænkelsessager, hvor personalet skal have en faglighed, der kan sikre whistlebloweren. Det kræver både uafhængighed for den der behandler sagen og tillid fra den der har brugt ordningen.
Der skal sikres at der bliver fulgt op, og at der er åbenhed om resultatet. For at sikre fremadrettet tiltro til whistleblowersystemet skal konsekvenserne kunne ses.
Så vi er ikke i mål endnu, der er en rejse og en proces forude. Det første år med denne ordning er afgørende og tillid er nøglen. Medarbejderne skal tro på whistleblowerordningen, ellers forandrer den ingenting.