4. december 2012

Vi har brug for drømme – AMM/IACC 2012

Hvis vi ingen drømme har, ville der ikke være noget Transparency International Dette var sammen med kampråbet ”No Impunity” (”ingen skal gå fri af straf for korruption” red.) overskriften på den konference i Brasiliens hovedstad, Brasilia, som Transparency International Danmarks formand netop har deltaget. Konferencen indledtes med et regionalt møde i ECA (de europæiske og centralasiatiske chapters), hvis hovedformål var at tegne konturerne af en fælles strategi for regionen fremover. De fælles initiativer blev foreslået samlet under hovedindsatsområderne: Institutional, Capacity & Network Strengthening People Engagement & Support Public Sector Integrity, Diagnosis & Solutions Anti-Corruption Solution & Knowledge Business Integrity Holdningerne var positive til den foreslåede strukturering af indsatsen, men der var også betænkeligheder i forhold til de nationale chapters finansielle uafhængighed og handlefrihed set på baggrund af Transparency Internationals sekretariat i Berlin stadig større vægt i det samlede økonomibillede. Som selv Peter Eigen udtrykte det: ”Der må ikke ske ensretning. Bevægelsens styrke er pladsen til forskelligheder, og det kræver finansiel uafhængighed.” Dermed er han helt i tråd med vores opfattelse her i Danmark. Medlemsmødet: finansiel integritet, råstofsektoren, FN’s millennium-udviklingsmål og People’s Charter På den anden konferencedag, som indeholdt Transparency International’s ordinære medlemsmøde i 2012 (AMM), blev der dels foretaget de sædvanlige formelle afstemninger og valg, som alle forløb relativt udramatiske, dels blev der drøftet og vedtaget en række resolutioner vedrørende en bred vifte af emner, herunder øget finansiel integritet, den særlige situation i Afghanistan, risici i råstofsektoren og det videre arbejde med FN’s millennium-udviklingsmål. Transparency International opfordrede således banker og andre finansielle institutioner til at offentliggøre deres risikoeksponering samt udtrykte bekymring for øgede risici og begrænsninger i civilsamfundsorganisationernes virke. Restriktionerne omfatter blandt andet begrænsninger af CSO’ernes aktivitetsområder, besværlige registreringsprocedurer og fjernelse af skattefritagelse. Ligeledes opfordrede Transparency International alle stater til at integrere god regeringsførelse og bekæmpelse af korruption i post-2015 rammerne for FN’s millennium-udviklingsmål. I den finansielle sektor gjorde Transparency International sig mere specifikt til talsmand for større gennemsigtighed og tilsyn med vigtige finansielle benchmarks, herunder en reform af LIBOR samt for at banker og finansielle institutioner skulle offentliggøre deres risikoeksponering. Transparency International understregede samtidig den afghanske regerings og det internationale samfunds pligt til at øge indsatsen for at bekæmpe den omsiggribende korruption i landet. I endnu en resolution skitserede Transparency International syv prioriterede indsatsområder for lederne af G20. Indsatsområderne er koncentrerede om finansiel gennemsigtighed, bestikkelse i udlandet og tilbagelevering af uretmæssigt tilegnede aktiver. På en række specialsessioner blev der arbejdet positivt og aktivt med formuleringen af et bredt og folkeligt mobiliserende Peoples Charter, som skal præsenteres på Transparency International 20-års fødselsdag i 2013. Tilsvarende drøftedes etableringen af en række netværk, herunder netværk til bekæmpelse af korruption i nødhjælp, til fremme af Open Governance, til fremme af ICT samt Open Banking og til skærpelse af bestræbelserne for internationalt at støtte op om G20-initiativet for whistleblower-beskyttelse. På området for korruption i nødhjælp har initiativet allerede ført til en mulig kontakt mellem Dansk Røde Kors og Transparency International via de respektive internationale hovedkontorer. Den 15. Internationale Anti-korruptions Konference (IACC) – No Impunity ”No Impunity” – ingen straffrihed – blev atter fremhævet som et hovedtema på den efterfølgende 15. Internationale Anti-korruptions Konference (IACC), der understregede verdenssamfundets pligt til at fremme en kultur af åbenhed samt demokratisk og ansvarlig politisk ledelse. Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, åbnede denne store konference, som Brasilien også var vært for. Den 15. internationale Anti-korruptions Konference samlede i fire dage mere end 1900 repræsentanter for offentlige, private og non-profit sektorer fra 140 lande. Med temaet ”Mobilising People: Connecting Agents of Change” drøftede konferencen fem centrale og globale udfordringer: at standse straffrihed, regeringsførelse til fordel for et rent klima, hvidvaskning af penge, politiske transition til stabil samt gennemsigtig regeringsførelse og endelig ikke-korrumperet sport. På over 50 sessioner over de fire dage søgte deltagerne – med særlig vægt på anvendelse af nye teknologier, sociale medier og støtte til den yngre generation – at finde nye måder at forbinde borgerne på med det formål at holde ledere i både den offentlige og private sektor ansvarlige for deres handlinger. Under IACC’s Play Changers Initiative dækkede 23 unge journalister – fra Tunesien til Nepal – den 15. IACC-konference som en del af det verdensomspændende Young Journalists’ Initiative. Konferencen var også ramme for 25 IT-udvikleres firedages Hackathon, der havde til formål at udvikle nye værktøjer, som kunne hjælpe aktivister i deres kamp mod korruption. Desuden tildeltes seks initiativer hver € 5000 som hjælp til at starte innovative korruptionsbekæmpelsesprojekter op. Justice Barry O’Keefe, formand for det International Anti-Korruptionsråd, sammenfattede i sin afslutningstale konferencens resultater på følgende måde: “De sidste fire dage har – fuld af livlig debat – ansporet en ny begejstring for bekæmpelse af korruption. Og de har fornyet vores vilje til at bekæmpe den straffrihed, som understøtter korruption i alle samfundslag, i regeringer og i erhvervslivet.” Minister og rigsrevisor i den brasilianske regering, Jorge Hage, udnævnte endda Brasilia til at være blevet verdens hovedstad for bekæmpelse af korruption. Til slut skal det siges, at deltagelse i arrangementerne i Brasilia var en oplevelse, som jeg nødig ville have været foruden. Konferencen var spændende og Brasilia er en helt særegen by – skabt fra bunden på en højslette – med arkitektonisk imponerende offentlige bygninger. Nogen turistvenlig by bliver det dog aldrig. Det 16. IACC vil blive afholdt i Tunis i Tunesien i 2014

Vi har brug for drømme – AMM/IACC 2012 Læs videre »

Ny mæglings- og klageinstitution: Partnerskaber gør en forskel

Danmark har fået en ny mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd. Her spiller partnerskaber en væsentlig rolle – og Transparency International Danmark er klar til at være partner med både virksomheder, organisationer og myndigheder. Virksomheder opererer i dag i en global verden, hvor de møder mange udfordringer såsom krav og forventninger om korruption og bestikkelse, brud på menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og internationale miljøstandarder. Disse udfordringer er ofte komplekse og vanskelige at håndtere. OECD-retningslinjerne opfordrer netop derfor virksomheder til dialog med interessenter og ”til at deltage i private eller multi-stakeholder initiativer og den sociale dialog om ansvarlig leverandørstyring…” Transparency International Danmark anerkender, at netop krav om korruption og bestikkelse kan være svære at håndtere og modarbejde i en global verden, hvor kulturer mødes, praksisser er indgroede og tid er et altafgørende konkurrenceparameter. Derfor vil vi gerne indgå i partnerskaber med private virksomheder, myndigheder og organisationer i kampen mod korruption. Samtidig vil virksomheder, organisationer og myndigheder leve op til deres forpligtigelser i forhold til den nye mæglings- og klage institution, OECDs retningslinjer for multinationale virksomheder og FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv, som blev vedtaget i 2011. Brud på ansvarlig virksomhedsadfærd kan rejses, dokumenteres og offentliggøres af dem, der mener, at de er blevet krænket af danske virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder. Mæglings- og klageinstitutionen er en ikke-juridisk institution, hvor virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder kan løse uoverensstemmelser om overtrædelse af for eksempel menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder, internationale miljøstandarder og korruption. Virksomhederne skal være opmærksomme på, at overtrædelser kan ske både gennem egne aktiviteter eller mere indirekte igennem deres leverandørkæde. Læs mere om den nye mæglings- og klageinstitution her. Transparency International Danmark anbefaler: etabler en anti-korruptionspolitik For at undgå klager og brud på god virksomhedsadfærd anbefaler Transparency International Danmark, at virksomheder, myndigheder og organisationer etablerer en anti-korruptionspolitik og lever op til de seks trin, som nævnes neden for. Der er også muligt at blive støttemedlem af Transparency International Danmark. Støttemedlemmer modtager et støtte-logo, der signalerer, at de ikke accepterer nogen former for korruption. Logoet kan for eksempel anvendes på hjemmesider og i bæredygtighedsrapporter. Desuden tilbyder vi, at støttemedlemmer figurerer på vores hjemmeside som støttemedlem, og vi laver gerne en pressemeddelelse, som spreder budskabet om vores støttemedlemmers anti-korruptionspolitik. Hermed har støttemedlemmer dokumenteret ikke blot at imødekomme krav fra OECD og FN, men også at leve også op til det første krav af seks i den britiske anti-korruptionslov. De seks krav i den britiske anti-korruptionlov: Den øverste ledelse har ansvar for at etablere en anti-korruptionskultur – “tone from the top” (Vi kan tilbyde: Brug af Transparency International Danmarks logo, fælles pressemeddelelse, synliggørelse af særlige initiativer) Regelmæssig vurdering af de korruptionsrisici som en virksomhed står over for (Vi kan tilbyde: Valid data direkte i indbakken,  som kan anvendes til løbende risikovurdering). Politikker og procedurer til at forhindre korruption skal være klare, anvendelige og tilgængelige (Vi kan tilbyde: Sparring og dialog med Transparency International Danmark) Effektiv implementering af politikker og procedurer (Vi kan tilbyde: Sparring og dialog med Transparency International Danmark) Effektiv due diligence af alle forretningspartnere (Vi kan tilbyde: Valid data, som kan indgå i due diligence analysen) Løbende overvågning, gennemsyn og opdatering af anti-korruptionssystemer (Vi kan tilbyde: Løbende information om studier og undersøgelser)

Ny mæglings- og klageinstitution: Partnerskaber gør en forskel Læs videre »

Scroll to Top
Transparency International Danmark