2015-02-24 Verdens måske mest kendte whistleblower svarer på spørgsmål om sit liv efter at have fået midlertidigt asyl i Rusland og hvordan han ser vilkårene for whistleblowere
I 2013 lækkede Edward Snowden information fra hans arbejde for NSA (National Security Agency), der afslørede organisationens massive og ulovlige overvågning, til journalisterne Laura Poitras og Glenn Greenwald. De har siden udgivet dokumentarfilmen Citizenfour om historien, og efter at den vandt Oscaren for bedste dokumentarfilm søndag nat, deltog de i går alle tre i en såkaldt Ask Me Anything (AMA) på hjemmesiden Reddit, hvor registrerede brugere kunne stille spørgsmål om alt.
Blandt andet bliver Edward Snowden spurgt, hvordan vi sikrer, at der stadig vil være folk, der er villige til at lække vigtig information, når det at gøre det kan sætte resten af ens liv på spil. Snowden svarer, at der er tre elementer: først og fremmest love til beskyttelse af whistleblowere; dernæst at man, som anklaget for en politisk forbrydelse, skal have lov til at vælge sit forsvar (da man i USA som anklaget for at have afsløret klassificeret information ikke må bruge det til sit forsvar, at de programmer, man afslørede, var ulovlige, amoralske eller på anden måde uretmæssige); og til sidst, at vi skal støtte udviklingen af teknisk og juridisk beskyttede kommunikationsmidler mellem journalister og deres kilder. Han understreger, at det er “en trist sandhed, at et samfund, der forventer at dets whistleblowere skal være martyrer, ofte oplever ikke at have nogen af delene, og det er altid på det tidspunkt, hvor det betyder mest” (oversættelse af TI-DK).
I Transparency International Danmark har vi i flere år aktivt arbejdet for at få politikerne til at forstå betydningen af en lovgivning, der beskytter whistleblowere. I vores Nationale Integritetsstudie (NIS) fra 2012 har vi sat beskyttelse og rådgivning af whistleblowere som nummer tre på vores liste over områder, der kræver øget opmærksomhed i Danmark, og i november sidste år deltog vores næstformand, Natascha Linn Felix, i en høring i Folketingets Retsudvalg om whistleblowere – du kan se hendes indlæg i høringen her (start minuttal 13:41:44).
Du kan læse mere om TI Danmarks arbejde på området whistleblowing her, og læse alle spørgsmål og svar fra AMAen med Edward Snowden, Laura Poitras og Glenn Greenwald her.