En mandagstræners bekendelser: Det er noget af en arrogance på forhånd at afskrive sig retten til at blive klogere

 

Formand for TI-DK Jesper Olsen har i dag en kommentar i Berlingske. Læs den her:

En mandagstræners bekendelser: Det er noget af en arrogance på forhånd at afskrive sig retten til at blive klogere

 

De folkevalgte har pligt til at understøtte en ordentlig offentlig debat og forholde sig aktivt til saglig kritik.

Jeg kender en rigtig mandagstræner. Jeg sidder ved siden af ham i Parken. Han hedder René. Hans gode råd til bænken gjalder ud over tribuneafsnittet, så ingen er i tvivl. Men det er nu en særlig glæde at omfavne ham, når en af »fejldispositionerne« scorer det afgørende mål. Måske alligevel meget godt, at han er på tribunen, og Ståle på bænken.

Begrebet mandagstræner er også kommet ind i den politiske debat.

Det er kun lidt over to måneder siden, Berlingske kunne bringe historier om forskere , der følte sig intimideret af opkald fra den socialdemokratiske pressetjeneste. Under coronakrisen er det sket helt offentligt. Det mest tydelige eksempel var, da justitsminister Nick Hækkerup affærdigede kritik fra Djøfs jurapanel, der bl.a. består af dommere, advokater og professorer, som mandagstrænere. Og justitsministeren er ikke den eneste.

Nu skal man ikke være en sart sjæl, hvis man tager ordet i den offentlige debat. Når jeg alligevel tager det op, er det, fordi teknikken understøtter en tendens i tiden om at afskrive ekspertudsagn, der ikke passer ind i den førte politik.

Jeg er sikker på, at Ståle Solbakken er kold som en norsk fjeldtop over for kritikken i mandagsaviserne. Men jeg er lige så sikker på, at han bruger ganske meget tid på at evaluere – også egne dispositioner.

Han kan tillade sig den attitude, men det er anderledes med folkevalgte med magt. De har pligt til at understøtte en ordentlig offentlig debat og forholde sig aktivt til saglig kritik.

 

Er det så blevet værre under coronakrisen?

Vi skal huske, at også mennesker i magtfulde positioner kan have følt sig usikre, da de traf de svære valg. De har knoklet på den forkerte side af 70 timer om ugen. De er møre. Eller måske angler de i virkeligheden bare efter anerkendelse.

Hvis jeg har ret i det, giver jeg dem hermed alle en mental krammer. Men så skal vi også videre.

»Når det kommer til at lære, må vi da ikke frasige os bagklogskabens klare lys.«

For i denne følelse ligger kimen til det, der kan blive til magtfuldkommenhed. Stærkt står billedet af tidligere UEFA-præsident Michel Platini på vej ind til afhøring hos politiet i Paris: »Hvorfor skal jeg trækkes igennem dette? Tænk på alt det gode, jeg har gjort for fodbolden.«

Men gør man det i virkeligheden, fordi der er et »publikum« til det? »Ha, der fik de æggehoveder, hvad de fortjente« , som man kan høre fra ekkoet fra diverse debatfora.

Når man skal bedømme spørgsmålet om ansvar i en sag, skal det ske ud fra den viden, der var til rådighed på tidspunktet for handlingerne. Men når det kommer til at lære, må vi da ikke frasige os bagklogskabens klare lys.

Derfor skal vi holde op med at affærdige kritik som mandagstrænere, men evne at reflektere. Det er ikke det samme, som at man er enig. Men det er noget af enarrogance på forhånd at afskrive sig retten til at blive klogere.

Som Søren Kirkegaard sagde: »Livet forstås baglæns, men må leves forlæns.«

Scroll to Top