Formanden for Transparency International Danmark, Jesper Olsen, har medvirket i Zetland podcasten Helikopter, hvor journalisten Merina Garde Gräs giver et overblik over skandalen i Fredericia Kommune. Her er flere topchefer og kommunaldirektøren blevet sendt hjem, men hovedpersonen i sagen er den tidligere borgmester, Jacob Bjerregaard.
Ifølge Zetland starter sagen om Fredericia Kommune den 8. december 2020, hvor borgmesteren i Fredericia Kommune, Jacob Bjerregaard, trækker sig fra posten. Få måneder før have Jacob Bjerregaard ellers proklameret, at han ville gå efter at beholde borgmesterposten ved kommunalvalget, der skal afholdes i november. Dagen efter, den 9. december, skriver Ekstra Bladet, at borgmester Jacob Bjerregaard, har fået en særlig attraktiv byggegrund i kommunen, til stor ærgrelse for de andre købere. Det fik kommunen til at begynde en ekstern advokatundersøgelse af sagen. Den 5. januar oplyser pressen, at advokaterne mener, at det er hensigtsmæssigt at fritage kommunaldirektøren fra tjeneste, mens undersøgelsen fortsætter. På et pressemøde den 12. marts oplyses det at undersøgelsen kommer frem til, at der er noget ved borgmester Jacob Bjerregaards køb af byggegrunden, der er ikke i overensstemmelse med reglerne. Derudover er der noget, der tyder på at borgmesteren og kommunaldirektøren har haft en relation af nær karakter, og hvis dette er korrekt, vil både borgmesteren og kommunaldirektøren være inhabile. I sidste uge førte undersøgelsen også til at man måtte sende flere topchefer hjem, hvilket, ifølge Jesper Olsen, kunne tyde på at sagen er så omfattende at den har sat sig i systemet i Fredericia Kommune.
Fra TI-DK’s synspunkt er det problematiske i denne sag, at hvis borgmesteren og kommunaldirektørens relation har været for tæt, og de begynder at spille sammen om private ting, så som en byggegrund. Det er problematisk, som Jesper Olsen fremhæver det i podcasten, fordi en kommune er bygget op om nogle magtbalancer, der kontrollerer hinanden og derved skaber åbenhed og gennemsigtighed. Hvis disse magtbalancer smelter sammen og man både har fuld kontrol over det politiske system og det administrative system, så kan man i virkeligheden gøre hvad man vil, lyder det fra Jesper Olsen. For at løse sagen i Fredericia Kommune er det vigtigt, at dem der kan holdes ansvarlige bliver fundet hurtigt. Derefter skal der aftales at en yderligere undersøgelsen ikke skal finde fejl for at gøre yderligere ansvarlige for sagen, men at den skal bruges til at finde tilbage til en god og sund kultur i kommunen. Jesper Olsen understreger her, at pointen er at man ikke skal lave flere regler og kontroller, for at forhindre fremtidige sager, da for mange regler og kontroller kan ende med at blive meningsløse, og de kan blive svære at overholde. Dette kan i sidste ende resultere i at folk begynder at spille efter deres egne regler.
Jesper Olsen fremhæver i podcasten tre gode ting, der skal til for at undgå skandaler og korruptionssager af samme karakter ude i landets kommuner. For det første skal der implementeres en velfungerende whistleblowerordning. Dernæst er det vigtigt med en fri lokalpresse, som kan råbe ’vagt i gevær’, hvis der foregår noget der ikke er efter reglerne. Til sidst er det vigtigt at have god notatskik. Der findes allerede basale regler og det er vigtigt at overholde dem. De siger blandt andet, at man skal tage notater ved vigtige telefonsamtaler, møder og afgørelser.
Oven på sådan en kompliceret sag i Fredericia Kommune vil TI-DK opfordre alle kommunalpolitikere til at diskutere åbenhed og gennemsigtighed som et princip op til kommunalvalget til november. Derudover er det også vigtigt at de kommende valgte kommunalbestyrelser sørger for at overtage de nye whistleblowerordninger med interesse og med målet om, at de skal finde fejlene inden de bliver til skandaler.
Hør hele Jesper Olsens medvirken i Zetland podcasten, Helikopter, her.