Denne rapport samler resultaterne af 25 nationale Integritetssystemsstudier foretaget i hele Europa i 2011, i Belgien, Bulgarien, Tjekkiet, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Irland, Italien, Letland, Litauen, Holland, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Schweiz og Storbritannien. Det er en del af et pan-europæisk antikorruptionsinitiativ, støttet af Generaldirektoratet for Interne Anliggender (Home) i Europa Kommissionen.
Initiativet vurderer antikorruptionssystemer i 25 europæiske stater, og fortalere for bæredygtige og effektive reformer, som er relevante i de forskellige lande. Rapporten fremhæver vigtige tendenser på tværs af regionen, peger på de væsentligste mangler i de nationale integritetssystemer og fremhæver nogle lovende praksis.
Læs rapporten ‘Money, Politics, Power: Corruption Risks in Europe’ her
De vigtigste resultater
Der er stor variation på tværs af regionen og nogle systemer viser mere robuste mekanismer end andre. Men intet land kommer ud med en helt ren attest efter dette ”sundhedstjek”. Større engagement fra alle sektorer – politikere på nationalt og regionalt plan, erhvervslivet og civilsamfundet er nødvendigt for at sikre, at de svage steder i de forskellige integritetssystemer i Europa behandles.
Rapporten viser, hvordan de nationale integritetssystemer sammenlignes med hinanden med hensyn til deres samlede styrke. Særlig bekymring vækker det, at i nogle lande i Central- og Østeuropa – især Tjekkiet, Ungarn og Slovakiet – har der været en tilbagegang på antikorruptionsområdet siden indtrædelsen i EU. Endvidere har en række lande i Sydeuropa – Grækenland, Italien, Portugal og Spanien – alvorlige underskud i den offentlige sektor. Der er dybt rodfæstede problemer med ineffektivitet, fejlbehandling og korruption, som hverken er tilstrækkeligt kontrolleret eller sanktioneret i disse lande (se kapitel 4). Sammenhængen mellem korruption og den igangværende finansielle og finanspolitiske krise i disse lande kan ikke længere ignoreres. Her er korruption ofte lovlig, men uetisk praksis, som følge af uigennemsigtige regler for lobbyvirksomhed og svingdøre mellem den offentlige og den private sektor.
Rapporten fremhæver også de bedste og dårligste institutioner i hele regionen. Politiske partier, offentlige og private sektorer vurderes som de svageste aktører i fremme af integritet i Europa. Lignende problemer findes i parlamenter, som generelt falder til kort i forhold til at håndhæve antikorruptionsforanstaltninger. Disse omfatter adfærdskodekser for parlamentarikere, obligatoriske oplysninger om særlige interesser, aktiver og indkomst, og restriktioner på når medlemmer fratræder deres embeder. Vurderingerne viser også, at den private sektor ikke spiller en stor nok rolle i forebyggelsen og bekæmpelse af korruption. På tværs af alle landene har kun to en privatsektor, som i tilstrækkelig grad involverer sig i antikorruptionsforanstaltninger (Norge og Sverige).
Offentlige vagthunde som rigsrevisionen og ombudsmandsinstitutioner fremstår som de mest effektive i bestræbelserne på at håndhæve integritet (se Kapitel 5).