Det amerikanske skattevæsen (Internal Revenue Service – IRS) har tildelt den tidligere bankmand i den schweiziske storbank UBS, Bradley Birkenfeld, en whistleblower-belønning på $ 104 millioner for hans bistand til den amerikanske regering med insider-information om UBS’ ulovlige offshore-banking-ordninger. Samtidig er der i Schweiz blevet grebet ind mod misbrug af den ellers absolutte bankhemmelighed.
Bradley Birkenfelds advokater, Stephen M. Kohn og Dean A. Zerbe, udlægger beslutningen på denne måde: ”IRS har i dag sendt 104 millioner beskeder til informanter rundt om i verden om, at der nu er en tryg og sikker måde at rapportere skattesvig på. IRS har også sendt 104 millioner beskeder til banker rundt omkring i verden om at stoppe muligheden for skattesnyderi. De ender med at blive afsløret!”
Som begrundelse for belønningen til Bradley Birkenfeld beskriver IRS hans bistand på følgende måde: ”Birkenfeld har givet oplysninger om skatteyderdispositioner, som har sat IRS i stand til at opdage og identificere hidtil ukendte samarbejdsformer og parter i ulovlige banktransaktionerne, der alene havde skatteunddragelse som formål. De omfattende oplysninger fra whistlebloweren var usædvanlige både i bredde og dybde. Mens IRS var klar over, at der var problemer forbundet med hemmelige bankkonti i Schweiz og andre steder, har først Birkenfelds oplysninger kunnet danne grundlag for indgreb herimod.”
Bradley Birkenfelds oplysninger har direkte resulteret i en bøde til UBS fra det amerikanske skattevæsen på $ 780,000,000 og medført, at mere end 35.000 skatteydere frivilligt har indbetalt $ 5 milliarder i efterbetaling af skat, bøder og sanktioner for ulovlige offshore-konti.
Birkenfelds oplysninger har også tvunget den schweiziske regering til at ændre en dobbeltbeskatningsoverenskomst med USA med det resultat, at UBS har udleveret navnene på over 4.900 amerikanske skatteydere, der besad ulovligt offshore-konti. Disse “skatteydere” er nu ved at blive undersøgt og retsforfulgt.
Undervejs i denne proces har Bradley Birkenfeld selv måtte afsone 31 måneder i fængsel for egen tidligere medvirken til ulovlighederne. Dette har dog interessant nok ikke påvirket IRS’ vurdering af hans motiver og dermed belønningens størrelse.
Måske kunne det danske skattevæsen lære noget af det amerikanske og tilsvarende Rigsrevisionen for anvendelsen af offentlige midler i øvrigt?
Skal vi for eksempel – i delvis lighed med Norge – have anonyme hotlines til denne type myndigheder?