I dag, d. 9. december, er det International Anti-Corruption Day (IACD), og det ønsker vi i Transparency at hylde.
Vi fejrer ikke dagen fordi korruption eksisterer, men fordi vi ved at kaste lys på problemerne, kan være med til at gøre en forskel i kampen mod korruption.
Korruption har negative konsekvenser for alle aspekter af samfundet. Også i Danmark – selvom det ikke kommer til udtryk på den måde vi normalt tænker korruption på.
Korruption er ofte roden til konflikter og ustabilitet, der kan være med til at bringe social og økonomisk udvikling i fare og kan i værste fald underminere demokratiske institutioner og retsstatsprincippet.
I løbet af det sidste år, har vi i Transparency International Danmark kæmpet for at gøre opmærksom på den form for korruption, vi møder i Danmark. Vi så det senest i sagerne om privat partistøtte, hvor nogle politikere for let fristes til at omgå de regler, der skal sikre åbenhed om, hvilke interesser der er i spil i dansk politik. I denne sammenhæng kommer der konstant sager frem om politikere, der lader sig betale med middage, arrangementer og rejser fra forskellige lobbyister. Tilsvarende har vi set med VM i Qatar, hvordan det er lykkedes DBU, at få debatten til at handle om menneskerettigheder, fremfor den korruption der banede vejen for, at det overhovedet kunne lade sig gøre.
Problemerne er mange.
Med International Anti-Corruption Day 2022 ønsker vi dermed at gøre opmærksom på, at korruption stadig finder sted i Danmark. Dermed er forebyggelse af korruption, kampen mod øget gennemsigtighed og styrkelse af institutionernes afhængighed afgørende for, at vi lever i et frit og demokratisk samfund.
Dette vil vi i Transparency fortsætte med at kæmpe for.