Transparency International Danmark deltog i en konference om politisk korruption i Polens hovedstad fra d. 8.-10. maj 2019
Hovedformålet bag konferencen var at øge viden og forståelse om politisk korruption i TI chapters og at forbedre evner til at analysere forskellige cases af politisk korruption. Konferencen blev afholdt i samarbejde mellem Transparency Internationals hovedsekretariat i Berlin, OSCE (Organization for Security and Co-operation in Europe) og ODIHR (Office for Democratic Institutions and Human Rights).
Samarbejdet mellem TI, OSCE og ODIHR er særdeles formålstjenstligt, fordi organisationerne arbejder med mange af de samme dagsordener for at sikre demokratiske principper.
Konferencen blev opbygget omkring tre overordnede temaer:
1. Penge i politik, 2. Misbrug af statsressourcer og elektoral integritet, 3. Offentlig integritet i lobbyisme og interessekonflikter. Opbygningen af programmet var struktureret omkring en blanding af interaktive workshopper, oplæg og traditionelle debatter.
Konferencen skabte mulighed for dialog mellem de 26 repræsenterede TI chapters fra Europa og Central Asien omkring fælles og individuelle problemstillinger i landene. Dette gav rig mulighed for at viderebringe erfaringer med specifikke anti-korruptionsinitiativer i landene, som vil føre til en mere effektiv måde at promovere anti-korruptionsinitiativerne i de respektive lande.
Danmark spillede også en større rolle i et oplæg af GRECO’s executive secretary, Gianluca Esposito. Her nævnte han Danmark som et godt eksempel på, hvordan førstepladsen på Transparencys Corruption Perception Index er blevet en politisk sovepude, som forhindrer implementering af nødvendig anti-korruptions lovgivning. På denne måde talte han direkte ind i de problemer, som vi ofte oplever i Danmark – netop holdningen til: ”Hvis vi er det mindst korrupte land i verden, så er det ikke nødvendigt med en forbedret anti-korruptionslovgivning”. Transparency International Danmark mener fortsat – ligesom GRECO og Gianluca – at der er mange områder i Danmark, som kan forbedres rent lovgivningsmæssigt f.eks. forbedrede regler om privat partistøtte, øget gennemsigtighed i den offentlige forvaltning og regler for lobbyisme.
Det var sekretariatsmedarbejder, Emma Siemens Lorenzen, der deltog som repræsentant for Transparency Intenational Danmark på konferencen. Ifølge hende var konferencen en succes, idet det var nogle lærerige dage, der gav hende værktøjer til at arbejde videre med den viden, hun har fået i en dansk kontekst. Herudover vil hun også overgive de centrale konklusioner til bestyrelsen på det kommende bestyrelsesmøde i juni.
Læs mere om et af temaerne nedenfor
Penge i politik
Politisk finansiering er både et demokratisk og et anti-korruptionsproblem. Det stikker meget dybt. Det handler ikke kun om at samle penge ind men også om lighed i politik. Sproget er vigtigt ift. at ramme rigtigt omkring problemet. Der lægges vægt på, at man bruger ordet ’politisk finansiering’ i stedet for at bruge ord som ’kampagnestøtte’. Hermed afgrænses begrebet ikke blot til at handle om at vinde et valg, men også at der er mekanismer foruden selve valghandlingen, som begrebet skal rumme.
Målet for partifinansiering er at sørge for lighed i mulighederne for partierne. Derfor skal staten sørge for, at partier har adgang til en form for offentlig partistøtte. På den måde er det ikke blot de største partier eller de partier, som varetager bestemte interesser med meget privat partistøtte, som har adgang til midler.
Der er en konsensus på tværs af de europæiske lande omkring, at staten skal yde offentlig partistøtte, så det ikke ender med, at det kun er de stærke og etablerede partier, som har råd til at føre politik. De fleste europæiske lande har en eller anden form for offentlig partifinansiering. ODIHR har en målsætning om, at partier gerne skal være finansieret gennem 50 % offentlig partifinansiering og 50 % privat partifinansiering. På denne måde bliver partierne ikke alt for afhængige af den offentlige støtte. Dog skal mængden af den offentlige støtte også være af en meningsfuld størrelse. Men det kan også blive et problem, hvis den offentlige støtte er så høj, at staten får vanskeligheder ved at skulle give støtte til alle partier. Derfor kan en høj offentlig støtte også føre til, at det fordrer et toparti-system, så staten skal af med et mindre beløb frem for at skulle give støtte til flere partier. Der skal samtidig også være tids- og forbrugsrestriktioner på den offentlige partistøtte. Hvis man ikke har dette, så kan der være chance for, at der f.eks. bliver lavet falske partier med det formål at modtage offentlig støtte. Dette er bl.a. set i Ungarn, hvor partier aldrig bliver til noget i virkeligheden, fordi det ikke var en rigtig politisk partiopstilling men en måde at få nogle ressourcer ud af statskassen på til eget formål. Dermed skal der være en tilstrækkelig ramme for tilbagerapportering til staten for brugen af offentlig støtte.
Det er nødvendigt at have mekanismer i systemet til at bekæmpe, at magten korrumperer. Derfor advokeres der for kontrolmekanismer bag partifinansieringen. Dette kunne bl.a. være begrænsninger for, hvor meget donorer kan donere og hvem, der kan være donor. Det bliver også diskuteret, hvorvidt anonymitet i partistøtten er en personlig frihed ifm. partifinansieringen, eller hvorvidt anonymitet blot er med til at skabe ugennemsigtighed.
Nogle af de væsentligste kontrolinstanser mod misbrug af partifinansiering er minimumsbeløbsgrænser; regler, som ulovliggør fremmede donationer og tidsrestriktioner for tilbagerapportering af forbruget af støtten. Det er også centralt at have interne partikontroller omkring finansieringen af et partis penge. Således vil man løbende kunne kontrollere for misbrug af midler eller lignende. Desuden er det vigtigt at gøre sig helt klart, hvad man vil med implementering af reglerne. Hvis ikke, man ved det på forhånd, bliver “implementering” blot et buzzword i kampagner men meget svært at realisere i praksis. Der identificeres også et andet element i Transparency chapters arbejde – nemlig at få vælgerne til at forstå, hvordan de selv kan være med til at fjerne korrupte politikere ved eksempelvis ikke at stemme på dem.