Vores formand hos Transparency International Danmark, Jesper Olsen, medvirkede i Politiken søndag, hvor de bragte artiklen om, at daværende Venstre kandidat og folketingsmedlem Brit Bager havde modtaget et seks cifret beløb af en så kaldt erhvervsklub.
Donationen fik Britt Bager til at deltage i møder med denne erhvervsklub, hvor der blev drøftet emner valgt af erhvervsklubbens medlemmer. Politiken oplyste at der var 27 af disse pengeindsamlingsforeninger eller erhvervsklubber der donerede mere end 20.500 kroner til politikeres valgkamp ved det seneste folketingsvalg.
“Der er masser af folketingspolitikere, som har lobbyet ganske kraftigt for deres eget lokalområde. Det er der ikke noget forkert i. Det, der er problemet, er, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, om man generelt varetager interesserne for sit område, eller om man varetager særinteresser ud fra et kriterium om, hvem der har støttet din valgkamp”, siger Jesper Olsen til Politiken.
TI-DK mener ikke problemet er at politkerne lobbyer for deres eget lokalområde, men at problemet ved disse erhvervsklubber er lukketheden. Jesper Olsen siger til politikken “Hvis der var åbenhed om, hvad der sker i klubberne, så kunne offentligheden stille de vigtige spørgsmål: Støtter du det her forslag, fordi du hele tiden har ment det, eller fordi du bliver påvirket af nogen, som har givet dig penge? Pressen skal kunne efterprøve de her ting”.
Det er hertil vigtigt at vende fokus mod den manglende åbenhed om privat partistøtte. TI-DK opfordre vælgere til at reagere på disse sager, for det er først når vælgerne kræver mere åbenhed i de økonomiske bidrag politikerne får, at der sker forandringer. Læs blandt andet vores mærkesag om privat partistøtte her.
Læs artiklen hos Politiken her.