15-02-2017 ATEA-sagen fortsætter i Retten i Glostrup.
Alle de tiltalte er afhørt om de forhold der er rejst tiltale på. Der er indtrådt betydelige forsinkelser, da Anklagemyndigheden (SØIK) manglede at videregive godt 80.000 mails til forsvarsadvokaterne. Der er afsat yderligere retsdage, og vi kommer nok hen mod sommer, før der kan ventes dom.
Nogle af de ting, som skal afklares i sagen er, hvorvidt pengene på konto 2840 (bonuskonto) tilhørte ATEA eller Region Sjælland og om brugen af kontoens midler til fornøjelsesrejser og luksusmiddage er bestikkelse (hvis pengene tilhører ATEA) eller underslæb (hvis pengene tilhører Region Sjælland og udgifterne ligger udover “normal praksis”).
Man er nu i gang med afhøring af vidner, bl.a. er ATEA’s nye direktør Morten Felding og Region Sjællands it-direktør Per Buchwaldt blevet afhørt. Det var Per Buchwaldt, som i maj 2015 meldte ATEA og 3Ait til politiet efter at Morten Felding på et møde havde fortalt, at der kunne være anvendt “utraditionelle” metoder i et stort udbud, hvor både ATEA og 3Ait bød. Begge de to herrer lavede (hemmelige) lydoptagelser af det pågældende møde. Det er vist heller ikke almindeligt.
Hvis man ønsker at følge retsmøderne online, blogger ComputerWorlds journalist live fra retsmøderne. Dette kan findes på www.computerworld.dk, og derefter kan man i søgefeltet skrive ATEA, hvorefter man finder liveopdateringerne. Næste retsmøde er d. 22. februar 2018.
Kilde: www.computerworld.dk