Statsborgerskab til salg

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Debatindlæg skrevet af Kim Alexander Byrial Juárez Jensen, frivillig i Transparency International Danmark. Debatindlægget er trykt i Weekendavisen og handler om de såkaldte gyldne visa. Holdninger og analyser i debatindlægget er skribentens egne og ikke TI-DK’s.

Forestil dig en almindelig indkøbstur i dit lokale supermarked. Du finder dine varer og putter dem i kurven. Du stiller dig i kø og venter – for det gør man jo. Men ud af det blå bliver du overhalet af en nydeligt friseret herre iført sit stiveste puds og en pakke tandpasta i hånden. Enhver ville i denne situation nok gå ud af sit gode skind og bede herren stille sig bag i køen, sådan som sig hør og bør. Denne logik gælder bare ikke, når vi skifter tandpastaen i rigmandens hånd ud med opholdstilladelser og statsborgerskaber i EU.

I skrivende stund er der fire EU-medlemsstater, der sælger pas, og 12 medlemsstater, der handler med opholdstilladelser gennem det, der kaldes ’golden visas’. De forskellige visa-pakker har forskellige indpakninger, men ingredienserne er grundlæggende de samme.  Velhavere og deres familier får mulighed for at springe migrationskøerne over og på sigt opnå europæisk statsborgerskab og/eller opholdstilladelse mod, at ansøgeren investerer et betragteligt beløb i det pågældende land. Beløbet bliver som regel investeret i fast ejendom eller statsobligationer. I løbet af de seneste 10 år har vi i EU sagt velkommen til 6.000 nye statsborgere og 100.000 personer med opholdstilladelse gennem disse gyldne visa-skemaer. Ordningen er ikke blot asocial, men kompromitterer EU’s interne sikkerhed og værdimæssige fundament.

En ladeport for mulig korruption

Ordningen er i sig selv attraktivt for korrupte og kriminelle, der således anskaffer sig flere europæiske pas som led i deres fordækte forretninger. Det viser en rapport fra Transparency International og Global Witness, der også peger på, at screeningen af ansøgerne til de lukrative gyldne visa ofte er halvhjertet og i bedste fald mangelfuld. Ungarn og Storbritannien har givet opholdstilladelse til 90 pct. af ansøgerne til de gyldne visa. Et utænkeligt højt tal i forhold til almindelige ansøgere.

Naturligvis gælder det ikke for samtlige gyldne visa-ansøgere, at de er skrupelløse spekulanter med lavere moral end trækprocenten for multinationale selskaber i Irland. Men med så mangelfuld en sagsbehandling af ansøgere, kan brodne kar ikke undgås. De seneste par ugers afsløringer af spekulanter, der har plyndret Europas statskasser for 410 milliarder kroner, burde mildest talt give anledning til at overveje accepten af en ordning som de gyldne visa. En ordning, der kan anvendes som infrastruktur og mobilitetsvindue i omfattende rænkespil. Selvom Danmark ikke tilbyder gyldne visa, bør vi i den grad blande os indenom, for et gyldent pas til Portugal kan på grund af Schengensamarbejdet betyde adgang til Danmark.

Kan statsborgerskab kommercialiseres?

Der er noget grundlæggende perverst i selve det forhold, at størrelsen på din pengepung afgør, hvorvidt du undgår flere års til tider rigid sagsbehandling eller ej. Opholdstilladelser og statsborgerskab bliver behandlet som et kommercielt produkt, simpelthen som en pakke tandpasta i netto. Sagen er bare den, at der ikke er tale om tandpasta. Det her handler om liv og død, drømme, håb og frygt for ganske almindelige mennesker, der ikke har 1. mio. euro til at fremskynde sagsbehandlingen til et bedre og tryggere liv. Et system som de gyldne visa sætter spørgsmålstegn ved EU’s integritet og selvforståelse som et politisk system baseret på værdier som ligestilling og retfærdighed. Med andre ord udfordres EU’s selvforståelse som normativ stormagt.

EU (og dermed også medlemsstaterne) kan ikke opretholde en selvforståelse som normativ stormagt, når man på den ene side har medlemsstater, der stiller fysiske og legale barrierer (som asylstop) op mod flygtninge, der flygter fra ufred, mens man med den anden hånd de facto accepterer åbne grænser for rigmænd. Hvis man vil opretholde den asociale ordning med de gyldne visa, må EU i det mindste arbejde for fælles standarder, der sikrer fyldestgørende baggrundstjek og sagsbehandling, akkurat som det er tilfældet ved sagsbehandlingen af almindelige menneskers ansøgninger. Dermed skal der også være mulighed for at retsforfølge medlemsstater, hvis gyldne visa-skema underminerer EU’s kollektive sikkerhed. Tiden er moden til at handle, ikke med menneskers skæbne, men for et mere retfærdigt og sikkert Europa.