TI-DK på gaden
Op til Folketingsvalget har TI-DK stået i Københavns gader og spurgt de morgenfriske danskere, om de vil være med til at skabe mere åbenhed i den danske regering. Det blev heldigvis til et rungende JA fra borgernes side.
Gennem valgkampen er man ofte blevet mødt af croissanter, roser, balloner eller andre gaver fra de danske folketingskandidater. Derefter kan man have være heldig at modtage en bagerpose fra en af Transparency International Danmarks frivillige. Her var der dog ikke morgenbrød i. I stedet blev man stillet spørgsmålet: Hvem har betalt for din gave?
Det er et spørgsmål de fleste danskere spørger sig selv om, og det er et spørgsmål, vi i fællesskab vil stille den kommende regering. Derfor lå der i bagerposen en kode, man kunne scanne for at skrive under på vores borgerforslag. Ved at skrive under på borgerforslaget hjælper du med at skabe dét pres, der skal til, for at vi kan få reel åbenhed om privat partistøtte.