19-03-2015 Magasinet Forbes har igen udgivet sin liste over verdens rigeste personer , og nummer et på listen er Bill Gates med 79 milliarder USD. Men listen viser i virkeligheden kun den “øvre middelklasse” blandt verdens dollar-milliardærer.
Vil du være virkelig rig, skal du være en korrupt statsleder.
Det er en tydelig tendens, der viser sig, når man får mulighed for at undersøge statslederes finanser nærmere. Eksempelvis er Ruslands Vladimir Putin angiveligt god for 200 milliarder USD og er antageligt verdens rigeste. Det fremfører hans tidligere støtte og direktør for Hermitage Capital Management, Bill Browder.
Hermitage Capital Management var tidligere den største udenlandske investor i Rusland, og Browder fortæller, at Putin i sine ti første år ved magten brugte al sin energi på at få så mange penge til sig selv som muligt. Browder når frem til beløbet på 200 milliarder ved at sammenligne det beløb, den russiske stat har tjent i perioden, med det beløb, der ikke er blevet investeret i offentlige projekter. Han vurderer, at pengene befinder sig på schweiziske bankkonti, i aktier og i hedgefonde.
Et andet eksempel på korrupte statslederes enorme formuer er Egyptens tidligere præsident, Hosni Mubarak, som bliver skønnet til at være enten 70 eller 700 milliarder USD værd – eftersom det ikke er lykkedes at få vristet pengene fra ham eller familien, selvom han blev styrtet, er tallet umuligt at fastsætte.
Og så er der de andre statsledere, som er endnu bedre til at holde deres formuer skjult. Disse korrupte statsledere sørger naturligvis for at placere pengene udenfor deres eget land – f.eks. Schweiz – så de er beskyttet i tilfælde af omvæltninger. Det gør ofte beløbenes virkelige størrelse umulige at fastslå og Forbes har da også tidligere udtrykt tvivl overfor den påståede størrelse på Mubaraks formue.
Hvad der kræves er at få sat navne på de korrupte statsledere, og ikke mindst at begrænse bankhemmeligheden, så bankerne ikke kan frasige sig ansvaret for penge, der føres ulovligt ud af lande.
Læs mere om Browder og Putin her og see Forbes’ liste over verdens rigeste her.