Artiklen er skrevet af Egon Hedegaard, frivillig i Transparency International Danmark. Artiklen er udgivet på bloggen SDG Medborgerskab og handler om fire tilgange, der er nødvendige for bekæmpelse af korruption. Holdninger og analyser i artiklen er skribentens egne og ikke TI-DK’s.
Links og kilder er forkortet men kan findes i artiklen her.
Bekæmpelse af korruption - hvordan?
1. Korruption en kræftsygdom der skal udryddes
Barack Obama har kaldt korruption en kræftsygdom. Det gjorde han i en tale til et propfyldt stadion i Nairobi da han som præsident besøgte landet i juli 2015.
(…)
Her er en udskrift af det afsnit, hvor han har fokus på korruption ( fremhævelserne er mine såvel som oversættelsen):
“… Korruptionen og cronyismen (sammenspisthed) og tribalismen (stammekultur), som undertiden præger unge nationer – det er nyere historie. …
… borgernes engagement og frihed er afgørende for at udrydde korruptionens kræft.
Nu vil jeg være helt klar. Korruption er ikke unik for Kenya (Latter). Jeg mener, jeg vil have alle til at forstå, at der ikke er noget land, der er helt fri for korruption. Der er bestemt mange lande her på det afrikanske kontinent, der kæmper med dette problem. Og jeg vil forsikre jer om, at jeg taler om det uanset hvor jeg kommer, ikke bare her i Kenya. Så jeg beder om, at alle ikke bliver for nærtagende. (Latter.)
Men faktum er for ofte her i Kenya – som det er tilfældet andre steder – tolereres korruption, for det er sådan, tingene altid er blevet gjort. Folk tror bare, at det er en slags normal tilstand. Og der var en tid i USA, hvor det også var sandt. Min hjemby Chicago var berygtet for Al Capone og ”The Mob” og organiseret kriminalitet, der ødelagde retshåndhævelsen. Men hvad der skete var, at folk over tid blev trætte, og ledere stod op og de sagde, vi vil ikke spille det her spil længere. (Bifald.) Og man ændrede en kultur, og man ændrede vaner.
Her i Kenya er det på tide at ændre vaner og afgørende bryde korruptionens cirkel. Fordi korruption holder alle aspekter af økonomisk og civilt liv tilbage. Det er et anker, der vejer dig ned og forhindrer dig i at opnå det, du kunne. Hvis du har brug for at betale bestikkelse og ansætte en brors bror – som ikke er dygtig og ikke kommer på arbejde – for at starte en virksomhed, så vil det skabe færre jobs til alle.
Hvis elektricitet går til et kvarter, fordi de er godt forbundet, og mangler i et andet kvarter, så vil det begrænse udviklingen af landet som helhed. (Bifald.) Hvis en person i et offentligt kontor tager en andel, som de ikke fortjener, så tages det væk fra dem, der betaler deres rimelige andel.
Så det drejer sig ikke kun om at ændre en lov – selvom det er vigtigt at have love, der rent faktisk håndhæves. Det er vigtigt, at ikke kun korruption på lavt niveau straffes, men folk øverst oppe, hvis de tager fra folket, så skal det også adressereres. (Bifald.) Men det er ikke noget, der bare er fastsat ved lov, eller noget én person kan rette op på. Det kræver en indsats fra hele nationen – ledere og borgere – for at ændre vaner og ændre kultur. (Bifald.)
Skrappe love er nødvendige. Og den gode nyhed er, at jeres regering tager nogle vigtige skridt i den rigtige retning. Folk, der bryder loven og overtræder offentlighedens tillid, skal straffes. NGO’er skal have tilladelse til at gøre et arbejde, som sætter fokus på, hvad der skal ændres. Og almindelige mennesker skal stå op og sige, nok er nok. (Bifald.) Det er tid for en bedre fremtid.”
Korruption er en kræftsygdom som det er nødvendigt at kurere. Kuren er at forandre kulturen.
(…)
2. Korruptionsforebyggelse er et nationalistisk mål
Når man sammenligner kulturen i en stamme med kulturen i en demokratisk nationalstat, så finder man at begrebet korruption er kun i brug i en nationalstat. Korruption er noget som man ikke har et begreb for i en stamme, hvor alle kender hinanden i en eller anden grad og ofte er familie eller venner. Det at sørge for fordele til ens egne anses for det naturligste i verden, og folk man ikke kender og som ikke hører til stammen, klanen eller familien har man ikke det samme ansvar overfor.
Det er derimod et kendetegn ved at være borger i en nationalstat, at selv om vi slet ikke kender alle i vores egen stat og aldrig vil komme til det, så forestiller vi os en sammenhørighed. Selv om forestillingen om samhørighed ikke er en konkret erfaring som i en stamme, så forventer vi alligevel at de andre medborgere retter sig efter nationalstatens love ligesom vi selv finder, at vi bør gøre. Og vi forventer som borgere, at enhver der har en position, hvor man kunne vælge at handle udfra nepotisme eller korrupte intentioner, alligevel vælger IKKE at gøre det som udtryk for et medborgerligt ansvar.
Den israelske historieprofessor og forfatter Yuval Noah Harari opfordrer os til ikke at overse denne positive af medborgerskabet i en nationalstat i en tid hvor nationalismens mange dårlige sider også kommer til udtryk:
“Folk ligestiller ofte moderne nationalisme med gammel tribalisme (stammekultur), men det er en fuldstændig fejltagelse.
Det fantastiske ved moderne nationer er, at de fandt måder at få folk til at bryde sig om fremmede, de aldrig havde mødt, og bekymre sig om steder, de aldrig havde besøgt, og dette lå stort set helt uden for de gamle stammers magt.
Nationalismen har en anden og langt vigtigere og langt vanskeligere komponent, og den komponent er til tider at foretrække fremmede frem formine venner og familie.
Antog at jeg for eksempel er en embedsmand, måske i indenrigsministeriet, og der er en jobåbning, og jeg interviewer folk for at afgøre, hvem der skal have jobbet. Jeg skal beslutte mig for den ene af to ansøgere: Den ene ansøger er en strålende begavet kvinde, som jeg aldrig har mødt før. Den anden ansøger er en temmelig middelmådig person, men hun tilfældigvis er min kusine.
Hvad skal jeg nu gøre? Det er et svært spørgsmål!
Millioner af evolutionsår skriger i min hjerne: “Vær ikke dum, giv jobbet til din kusine, det er indlysende!” Men nationalismen fortæller mig “Nej, nej, nej, nej! Du skal give jobbet til den strålende fremmede, fordi en god patriot lader nationale interesse gå foran familieforbindelser, og nationen har brug for de bedste embedsmænd. At give jobbet til din fætter ville være korruption og forræderi af nationen! “
(…)
Denne gode side ved nationalisme er ikke lige fordelt verden over. Det kan man f.eks. se i Transparency Internationals årlige ”Corruption Perception Index” der rangordner landene i forhold til en vurdering af graden af korruption (se senere).
Danmark har sammen med andre Nordiske lande været i toppen i denne rangordning i en årrække, og er ifølge 2018 indekset landet med mindst korruption.
3. Hvordan blev Danmark det mindst korrupte land?
I den danske bog ”Korruption” af Mette Frisk Jensen beskrives hvordan statsmagtens bestræbelser startede allerede i 1600-tallet længe før demokratiet blev indført som styreform (1849). Den danske konge havde en stor interesse i at embedsmændene rundt om i landet ikke berigede sig på kongens og dermed statens bekostning, og derfor blev love og ordninger opbygget efterhånden så reglerne var klare og straffene hårde.
Selv konger kunne dog engang imellem finde på at benytte sig af korruption. Således blev midlerne til finansiering af en krig og opførelsen den danske stats finansministerium fremskaffet ved salg af offentlige stillinger (1701-1702 & 1715-1716). Den røde bygning på Christianborg slotsplads er stadig i brug som Danmarks finansministerium.
Siden demokratiets indførelse i 1848 er det ikke kongen/dronningen, men det parlamentariske system (folketinget, retsvæsenet og statsadministrationen), der drager omsorg for at korruption ikke accepteres.
Der har efterhånden også udviklet sig en national kultur, hvor de forestillinger om samhørighed, som Harari taler om, er et stærkt element. Det fremhæves ofte af forskere, at traditionelt har den danske befolkning været en usædvanlig homogen gruppe, idet sproget og den nationale kultur har været den samme for de fleste (indtil indvandring i de sidste 30-40 år). Traditionelt forklares homogeniteten og den høje grad af tillid i den danske kultur med indflydelse fra danske kulturpersonligheder og folkelige bevægelser. Særligt præsten og digteren Frederik Severin Grundtvig fremhæves som inspirator til de danske folkehøjskoler og den danske tradition for at samarbejde – og have tillid til hinanden – bl. a. gennem andelsforening og mange andre slags foreninger.
Professoren Francis Fukuyama fremhæver dog en anden årsag til at befolkningen længe har været en meget mere homogen gruppe end i de fleste andre nationer: Han siger at danskerne kan takke den tyske kansler Bismarck for, at han gennem flere krige midt i 18oo-tallet berøvede Danmark de sydlige landsdele, hvor der var tysk majoritet, og siden har det danske sprog og den danske nationale kultur været fælles for næsten alle.
Fukuyama konkluderer, at Danmarks grænser er blevet skabt gennem forbrydelser som det har været tilfældet for mange andre nationer. … “Det gør ikke det endelige resultat mindre demokratisk, men det betyder heller ikke, at den oprindelige forbrydelse ikke var en forbrydelse”
(…)
Derudover har det danske skolesystem spillet en stor rolle i kraft af formålet at opdrage til demokratiske borgere. § 1 i Folkeskoleloven, slår følgende fast i stk. 3. :”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”
De danske skolelove kræver, at denne borgeropdragelse finder sted i både Folkeskolen og De frie Skoler.
Man kan sige at den danske erfaring er, at både nationalstatens love og den opdragelse til medborgerskab, som finder sted både i skolen og gennem kulturen i Danmark, er med til at skabe den tillid til og de krav til det nationale fællesskab, som Harari taler om.
Begrebet lovoverholdelse, som i dag næsten er erstattet af det engelske ”compliance”, er således udviklet i den danske nationalstat over flere århundreder.
4. Korruption vil aldrig blive helt afskaffet
Organisationen ”Transparency International” laver et årligt ”Corruption Perception Index” som placerer 180 lande og territorier på en skala fra 0, som vil sige korrupt i meget høj grad, og op til 100 som er defineret som meget ren.
(…)
Det er let at se, at stater der benævnes som ”failing states” er i bunden af rangordningen. Det er lande som Somalia, Syrien, Sydsudan og Yemen.
Det er også tydeligt, at stater, der består af stammer uden en stærk fælles national kultur, er langt nede på listen. Kenya, hvor der 42 stammer, er et kendt eksempel. Landet er nummer 144 ud af listen på 180 i alt.
Det positive er, at der er stater, der bliver mindre korrupte i løbet af ret få år, og interessen for at formindske korruptionen kommer klart frem i mange initiativer verden over.
I alle lande er der mulighed for forbedringer. Danmark fik i den nyeste opgørelse 88 ud af 100 point, og det viser, at også hos os er der også stadig mulighed for forbedringer. F. eks. i form af større åbenhed om donationer til politiske partier.
Det er heller ikke en selvfølge i vores globaliserede tidsalder, at nationer, der traditionelt har haft en stor sammenhængskraft, vil blive ved med at være karakteriseret af stor samhørighed.
(…)
Nordmanden Gert Lippestad har skrevet en bog med titlen ”Det vi står for” (den danske udgave) hvor han reflekterer over de kulturelle udfordringer, vi har i demokratiske samfund i dag.
Han var i et helt år forsvarer i retssagen mod den ekstremt højreorienterede norske terrorist Anders Behring Breivik, der i 2011 dræbte 77 normænd, de fleste af dem unge på en socialdemokratisk ungdomslejr på øen Utøya. Det var terrorisme i en form og en grad som vi ikke har oplevet i Skandinavien siden anden verdenskrig.
I bogen spørger han:
”Hvordan skal vi håndtere fremvæksten af det politiske ekstremklima, om det så blæser ind fra øst eller vest eller udgår fra religiøse ekstremister eller enkeltstående egoister og fanatikere?
Hvordan skal vi møde det raseri, der kommer op til overfladen, fordi samfundet undergår større og hurtigere forandringer, end de fleste kan følge med i?
Hvordan skal vi håndtere, at håndteringen i sig selv overskygger de grundlæggende værdier, som vores generation er vokset op med, og som vi ønsker at give videre til vores børn?
Og hvordan kan vi sætte vores børn i stand til at forvalte dette værdigrundlag i en verden, hvor en stadigt voksende antal ekstremister ønsker at bringe det til fald?”
Han forsøger i bogen at få os alle til at erkende, at alle vore demokratiske værdier er ikke en selvfølge (og ikke bare princippet om et korruptionsfrit samfund).
De demokratiske værdier er … ”en lige så skrøbelig konstruktion som livet selv, og det må vedligeholdes og udvikles hver eneste dag. Gør vi egentlig det, og i så fald: Hvordan gør vi det?”
Den løbende justering af nationalstatens love og videreudvikling af en national samhørighedskultur går hånd i hånd.
(…)