Skrevet af Kim Alexander Byrial Juárez Jensen, stud.scient.pol og frivillig i Transparency International Danmark. Holdninger og analyser i artiklen er skribentens egne og ikke TI-DK’s.
Et velkendt onde: det politiske systems manglende indfrielser
Et mexicansk ordsprog siger ’et velkendt onde er bedre end et ukendt gode’. På mange måder kan dette ordsprog siges at indkapsle meget af det 20. århundredes samfundsudvikling i verdens største spansktalende land, og er stadig afgørende for at forstå det moderne Mexico. Det institutionelle revolutionære parti, PRI, har siden starten af 1930’erne frem til år 2000 uafbrudt siddet på magten i Mexico uden reel opposition.
PRI’s regeringstid var præget af åbenlyst magtmisbrug, brud på basale menneskerettigheder såsom ytrings- og pressefrihed og en manglende evne til at løse vedvarende problemer som social ulighed og ekstrem fattigdom. Alligevel formåede partiet, med rødder i den mexicanske revolutions korporativisme, at genvinde regeringsansvaret i 2012. For nok var PRI’s regeringstid mildt sagt ingen dans på roser. Men mexicanerne havde trods alt ikke oplevet vedvarende krigslignende tilstande i gaderne mellem narkokartellerne og det indsatte militær, sådan som man oplevede det under præsident Felipe Calderon fra det konservative PAN-parti.
Efter seks år under PRI’s faner, der i øvrigt bærer det mexicanske flags farver og dermed vidner om hvordan institutionalisering ser ud, er sikkerhedssituationen ikke forbedret. Faktisk vil indeværende regeringsperiode gå over i historien som den blodigste i mexicansk historie.
Et ukendt gode: kampen mod korruption
Mexico går en usikker fremtid i møde. Det gælder udenrigspolitisk, hvor Mexicos vigtigste handelspartner USA, så sent som i denne måned, valgte ikke at undtage Mexico, Canada og EU fra told på stål og aluminium. Alligevel spiller Trump og hans bestandige udfald mod Mexico overraskende lidt i den mexicanske valgkamp op til valget den 1. juli. Hvorfor? Alle kandidater er enige om en mere konfrontatorisk tilgang til Trump, der sigter på at skabe respekt og mere ligeværdighed i det bilaterale forhold. Derfor er vælgernes øjnene rettet på indenrigspolitikken – især på de massive korruptionsproblemer, der hjemsøger verdens 15. største økonomi.
Mexico er placeret på en 135. plads på Transparency’s Corruption Perception Index. Kandidaternes forslag til at håndtere korruptionen, der af flere af kandidaterne betegnes som Mexicos cancer, er lige så forskelligartede som de er kontroversielle.
På den mindre polemiske, men dog politisk betændte, side af spektret findes forslaget om etableringen af en autonom og manøvredygtig antikorruptionsmyndighed (fiscalía general). Myndigheden skal, ikke ulig den danske Rigsrevision, påse at de politiske magthavere anvender offentlige midler på lovlig og effektiv vis. Denne del af forslaget hersker der stort set enighed om. Stridspunktet skal snarere findes i den mexicanske forfatnings artikel 102. Artiklen giver nemlig automatisk præsidenten mulighed for at udnævne chefen for myndigheden i tilfælde af, at senatet ikke kan mønstre et flertal på 2/3 bag en kandidat indenfor den fastsatte tidsfrist.
Ricardo Anaya, fra det konservative PAN, har været en af de skarpeste kritikere af artikel 102, der i hans øjne er blevet brugt af præsidenten til at indsætte venligtsindede og ukritiske myndighedschefer. Anaya, der i de sidste uger er blevet anklaget for at have medvirket til hvidvaskning af penge gennem triangulering, foreslår derfor en forfatningsændring, der fjerner automatikken i den ovenfor nævnte proces. Derudover foreslår den 39-årige advokatuddannede kandidat at nedsætte en ’sandhedskommission’, der skal efterforske i hvilket omfang, der har fundet korruption sted under de foregående tre præsidenter.
Valgets storfavorit, Andres Manuel Lopez Obrador (i folkemunde AMLO), stiller sig kritisk overfor Anayas forslag om en fuldstændig uafhængig antikorruptionsmyndighed. Obrador ønsker i stedet at bevare den nuværende model. AMLO, hvis politiske filosofi er, at den bedste udenrigspolitik er indenrigspolitik, mener i stedet, at korruptionen skal håndteres ved hjælp af eksemplets magt. Effekten ved at vælge en hæderlig og moralsk veludrustet præsident vil, ifølge lederen af det nyoprettede, venstreorienterede parti MORENA, brede sig som ringe i de ellers rørte politiske vande. AMLO, der stiller op til præsidentposten for tredje gang efter valgnederlag i 2006 og 2012, er blevet kritiseret for at besidde en naiv og farlig forståelse af, hvordan korruptionsproblemet løses. Kritikken er ikke blevet mindre af, at AMLO har flirtet med idéen om at give kriminelle amnesti med reference til, at hævn ikke er hans spidskompetence. Tværtimod har Obradors tilgang, der af politiske modstandere er blevet opsummeret som ’peace and love’ symbolpolitik, ansporet til mere radikale modforslag. Eksempelvis foreslår den uafhængige kandidat Jaime Rodriguez slet og ret, at man bør hugge hånden af folk, der dømmes for korruption.
Vejen fremad
På mange måder er Mexicos valg en fortsættelse af det sagnomspundne ordsprog om at holde fast i det bestående frem for at satse på et uhåndgribeligt nyt. Mange af løsningerne på problemstillingerne er kendte, kandidaterne ligeså. Og dog. Aldrig har en uafhængig kandidat været opstillingsberettiget. Aldrig har en kandidat, der ikke har haft hjemme i partierne PAN eller PRI, stået så stærkt i kampen om regeringskontorerne. Og vigtigst af alt har korruption aldrig haft så fremtrædende en placering i en mexicansk valgkamp. Potentielt markerer dette valg, der falder på et vanskeligt tidspunkt i Mexicos forhold til naboen mod nord, en mulighed for at vende det til tider nedslåede blik indad. Måske er valget derfor snarere begyndelsen på en for os i Danmark mere velkendt filosofi om, at hvad udadtil tabes skal indadtil vindes.