Den 9/12 er International Anti-Corruption Day. I den anledning har vores formand og næstformand en kronik i Berlingske, hvor de gør status over de sager, der den seneste tid har understreget, at Danmark ikke er perfekt, når det kommer til gennemsigtighed. TI-DK håber derfor, at den nye regering i 2020 vil sætte fokus på større åbenhed og dermed styrke tilliden i samfundet.
Læs kronikken i Berlingske her eller nedenfor.
Hvorfor holder politikerne fast i en reel mørklægning af private bidrag til partierne?
Af Natascha Linn Felix og Jesper Olsen, formand og næstformand i Transparency International Danmark
For et halvt år siden fik Danmark et nyt Folketing og en ny regering. Alle udtrykte sædvanen tro stor ydmyghed over for magten.
I det såkaldte forståelsespapir er et helt afsnit dedikeret et samfund med større tillid. Fulgt op i åbningstalen gav det os i Transparency International Danmark store forhåbninger for en ny retning.
Der er nu gået et halvt år. Vi vil i dag på ’International Anti-corruption Day’ se på, hvordan de nye magthavere er kommet fra start.
Arven
Regeringen ’arvede’ en kritisk rapport fra Europarådets anti-korruptionsenhed GRECO. Vi har stadigvæk sorte pletter, når det kommer til mørklægning af privat partistøtte, manglende gennemsigtighed om politikeres private økonomiske interesser og muligheden for ved aktindsigt, at kigge magthaverne i kortene.
Rapporten blev efter to måneder sendt til Folketingets Retsudvalg helt uden at regeringen havde forholdt sig til kritikken. Da pressen spurgte, var det eneste svar, der kom fra regeringen, at man skam var i fuld gang med at arbejde videre på den vejledning om privat partistøtte, som også den tidligere regering havde arbejdet på gennem flere år.
Når det kommer til den internationale kritik, lader den nye regering til at gå skuffende tæt i fodsporene på den foregående. Ingen ny retning. Men hvad er det, vi ikke må vide, siden man holder fast i en reel mørklægning af den private finansiering af politiske partier?
Den nye regering arvede også beslutningen om at etablere en whistleblowerordning på hele statens område. Det startede 1. marts i Justitsministeriet. De øvrige ministerier skulle følge efter til august. Nu venter vi på at høre fortsættelsen. Er det sat i stå?
Uanset hvad har regeringen også arvet implementeringen af det nye whistleblowerdirektiv fra EU. Så spørgsmålet går ikke væk. Vores anbefaling er klar: Lad det nu gælde alle sektorer. Forskelsbehandling øger kun usikkerheden.
Magtskifte classic
Efter ethvert magtskifte er der travlt i svingdøren, hvor tidligere politikere går fra en politisk toppost til erhvervslivet eller til en interesseorganisation. Det så vi også denne gang. Det gør man jo, fordi man er dygtig og kompetent, og ikke mindst har adgang til det eftertragtede ’netværk’. Er det problematisk i et relativt lille land? Måske ikke – hvis der er reel åbenhed om lobbyisme.
Og så alligevel. I dette efterår blev der offentliggjort ny forskning, som viser, at man ikke alene kan købe sig adgang til politikerne ved denne metode, men at udsigten til et job efter den politiske karriere har også betydning for holdninger og stemmeafgivelse. Forskningen bygger på data fra USA, og kan ikke overføres 1:1 til Danmark. Men den beskriver nogle incitamenter, som nok kan overføres. Vi har brug for mere viden om Danmark og danske eks-politikere. Spørgsmålet er bare hvilken regering, der vil tage det op. For der vil jo – uanset hvad – være nuværende politikere der på et tidspunkt vil få interesse for svingdøren.
Ekstra Bladet kunne i løbet af efteråret ’afsløre’, at Folketingets Vin- og Spiritussocietet sponsoreres af vin- og spiritusbranchen. Man kan nok ikke købe sig til direkte indflydelse. Men man kan i hvert fald købe sig til politikernes opmærksomhed. Hvilket svar fik vi? At det kunne man ikke se noget problem i. Det kan vi til gengæld! Det slags lobbyisme skaber mistanke om interessekonflikter og skader tilliden.
En af de sager, der har fået stor opmærksomhed, er ansættelsen af pressechefer med en tæt forbindelse til regeringspartiet. Det er ikke nyt fænomen. Hver gang, der kommer en ny – rød eller blå, flyttes der på hegnspælene.
Vi har ingen holdning til antallet af politisk udpegede embedsmænd. Vi konstaterer, at der er et behov. I en kompleks verden kan det være helt legitimt. Det, vi derimod har det stramt med, er at man samtidig nærmest demonstrativt har travlt med at fortælle, at ’alt er gået efter bogen’, at alle formelle procedurer er overholdt.
Men hvad er problemet? Hvilken forskel gør et relativt lille antal pressechefer? Problemet er ikke den enkelte ansættelse isoleret set, men det samlede billede. Folk slår opgivende ud med hænderne og får bekræftet deres forudfattede holdning til politikere som nogen, der meler deres egen kage. Og helt ærligt, danske politikere fortjener et bedre ry end det.
Statsministeren er i sin gode ret til at centralisere magt i Statsministeriet. Men i denne sag fremstår det som om, at statsministeren prøver at decentralisere ansvaret ved blot at henvise til skatteministeren. Det går ikke. Magt og ansvar følges ad.
Hvad med systemfejlene?
En af grundpillerne i Danmark er vores høje grad af tillid til hinanden. Det er menneskeligt at fejle. Men systemer kan også fejle.
I arbejdet med at fastholde og styrke tilliden står de institutionelle vagthunde som Ombudsmanden, Rigsrevisionen, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) samt den frie presse og et stærkt civilsamfund.
Fælles for kontrolinstanser er, at de sommetider gør ondt på magten. Og for nogen kan kritik fra disse komme til at fremstå ’politisk’ betinget. Mennesker griber ud efter politisk magt, fordi de gerne vil gøre noget godt. Men de griber også ud efter den, fordi de mener, at de vil være de bedste til at forvalte den. Godt og demokratisk. Problemet opstår, når ’det gode formål’ kommer til at skygge for, om man overholder loven, god forvaltningsskik eller ikke vil skabe gennemsigtighed om beslutninger og processer.
Vi er meget tilfredse med, at SØIK har rejst tiltale efter de skærpede regler om svindel med satspuljemidler og misbrug af betroet magt i Socialstyrelsen. Men når straffesagen er afsluttet, forventer vi, at man genbesøger advokat- og revisionsundersøgelsen for at se, om der er kommet nye oplysninger frem, der kan afdække, hvordan systemet kunne svigte. Hvordan man kunne sidde kritik fra Rigsrevisionen overhørig uden tydeligt ansvar herfor. Det svækker tilliden, hvis man ikke tager Rigsrevisionen alvorligt. Systemfejlene er mindst lige så interessante.
I en globaliseret verden med stærke økonomiske kræfter er vi som et lille land særligt udsatte. Vi har set en del alvorlige fejl i SØIK, mystik omkring en chef, der blev fritaget for tjeneste, og en tsunami af hvidvasksager efter skandalen i Danske Bank. De er pressede. Så hvis man vil passe på Danmark, er ressourcer til SØIK et sted, der bør prioriteres.
Et af de punkter, hvor den nye regering har fået stor kritik, er dens manglende villighed til at stille op til interview for pressen. En fri, uafhængig og kritisk presse er afgørende for et samfunds sundhed. Og kombineret med, at vi har en offentlighedslov, der også får international kritik for at være lukket, er det bekymrende.
Og når man samtidig konstaterer, at armslængden til de offentligt finansierede medier er stort set lige så kort som under det tidligere flertal, er der grund til at råbe vagt i gevær. Farcen om Radio24syv taler for sig selv.
Den nye regering har kun haft et halvt år. Vi håber, at forståelsespapiret er udtryk for en reel vilje til en ny retning. Men vi ved også, at magten bliver en del af hverdagen, og at ydmygheden over for den forsvinder helt naturligt i takt med, at man vænner sig til den. Det er vores rolle, som en del af et stærkt civilsamfund i et af verdens mindst korrupte lande, at påpege eksemplerne.
Vi er sikre på, at børnenes statsminister kan tilslutte sig visdommen i, at man jo ikke holder op med at børste tænder, bare fordi man har nul huller.
Derfor tager vi dig på ordet, Mette.