Danmarks måske største bestikkelsessag: penge til galopbane og rejser

16-06-2015 (opdateret 10-07-2015) I øjeblikket efterforsker Bagmandspolitiet det, der kan vise sig at være Danmarks hidtil største bestikkelsessag. Her kan du læse et kort overblik over sagen

Støt os i kampen mod korruption - Bliv medlem

I perioden 2007-2015 har to it-firmaer, først Atea Danmark og efterfølgende 3A-It (som blev stiftet omkring årsskiftet af en udbrydergruppe fra topledelsen i Atea Danmark), angiveligt bestukket personer i Region Sjællands it-afdeling for at få ordrer fra regionen. Politiet har anholdt og sigtet 13 personer, hvoraf 6 blev varetægtsfængslet, heriblandt tre fra topledelsen i 3A-It og én medarbejder fra Atea Danmark (opdateret 10-07-2016 de varetægtsfænglsede er senere løsladt, men alle 13 er fortsat sigtet).

Bestikkelsen er angiveligt sket ved, at der er oprettet en konto, hvor der løbende blev hensat 1,5% af regionens indkøb fra Atea, hvorfra regionens medarbejdere så kunne trække beløb til private formål, bl.a. rejser og sponsorbidrag til en galopbane. Der tales om et beløb på 1 million kr. Et pikant aspekt er, at it-firmaerne muligvis har finansieret bestikkelsesbeløbene ved at indrapportere ukorrekt lave salgsbeløb til SKI (Statens og Kommunernes Indkøbsservice), da de skal have 1,5% provision af alle salg under SKI-kontrakter.

 

Afsløringen

I Region Sjælland tiltrådte Per Buchwaldt den 1. januar 2013 som it-direktør. I foråret 2015 opdagede Per Buchwaldt, at der tilsyneladende var fusket med et EU-udbud til it-udstyr på op til 500 millioner kr. Udbuddet blev derfor aflyst og politiet indblandet.
Det var Ateas topchef, Morten Felding, som kontaktede regionen og orienterede Per Buchwaldt om, at alt måske ikke kørte helt efter reglerne. Kontakten kom mens Region Sjælland var i gang med at indhente tilbud på nye store leverancer af it-udstyr. Atea var bekymret for, om konkurrenten 3A-It ville holde sig til reglerne, men man var også usikker på, om der i Ateas egen medarbejderstab var folk, der ville lade oplysninger sive til konkurrenten og dermed hjælpe 3A-It med at tilrettelægge sit tilbud, så det var billigst.
 

Forbindelsen til FN’s Global Compact

Det er interessant at bemærke, at Atea ASA (den overordnede, nordiske virksomhed) i maj 2010 ved brev til FN’s generalsekretær tilsluttede sig FN’s Global Compact. Global Compact er et FN-initiativ, som opfordrer private virksomheder til at tilslutte sig bæredygtige og socialt ansvarlige politikker gennem ti principper, herunder anti-korruption. Brevet er underskrevet af daværende CEO i Atea ASA, Claus Hougesen, nuværende CEO i 3Ait.

En af svaghederne ved et program som Global Compact er, at virksomhederne selv indrapporterer til FN. Der er ingen ekstern kontrolmekanisme, som undersøger om virksomheder rent faktisk lever op til principperne.

Du finder Atea ASA’s seneste rapport til FN her.

 

Tidslinje

5. juni 2015

Region Sjælland annullerer udbud og skriver ikke kontrakt med 3A-It.

EU-udbud om it-anskaffelser til ca. 500 millioner kr. annulleres efter klager fra flere tilbudsgivere.

9. juni 2015

Anholdelse af 13 personer, ransagning på 17 adresser.

Grundlovsforhør kl. 14:00 til ca. 03:00

10. juni 2015

Seks personer bliver fængslet (fire fra de to it-firmaer, en fra Rigspolitiet og en fra Region Sjælland).

11. juni 2015

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (bagmandspolitiet) overtager sagen fra Sydsjællands politi.

Scroll to Top
Transparency International Danmark