Malta: Premierminister og fremtrædende regeringsmedlemmer træder tilbage i forbindelse med sag om attentat på graverjournalist

På Malta går bølgerne højt i disse dage. I dag har landets premierminister Joseph Muscat trukket sig, i tirsdags blev premierministerens stabschef anholdt, og turismeministeren er trådt tilbage. Derudover har økonomiministeren suspenderet sig selv.

Det hele sker på baggrund af efterforskningen af attentatet på graverjournalist Daphne Caruana Galizia, der blev dræbt af en bilbombe for to år siden – formegentlig fordi hun var i færd med at afsløre korruption blandt medlemmer af regeringen. Hun afslørede blandt andet centrale regeringsmedlemmer være indblandet i smugleri af olie, salg af statsborgerskaber til høje priser, selskaber i Panama og en bank, som blev brugt til hvidvask.

På trods af, at nogle af disse anklager allerede blev offentliggjort for tre år siden, er det først nu – to år efter Daphne Caruana Galizias død – at det får konsekvenser. Bl.a. fordi situationen på Malta er kommet på dagsordenen i EU-Parlamentet, som nu lægger pres på landets regering.

Næstformand i Transparency International Danmark, Jesper Olsen, medvirkede i går i DR 2 Deadline i forbindelse med sagen og påpeger, at Malta er sårbar overfor denne type korruption, fordi der ikke eksisterer stærke demokratiske institutioner. Politik er ikke adskilt fra erhvervsliv og økonomiske interesser, ligesom anklagemyndigheden heller ikke er uafhængig. I den forbindelse hviler også et stort ansvar på civilsamfundet ift. at drage politikerne til ansvar, fremhæver Jesper Olsen.

Men det er en ond cirkel, for Daphne Caruana Galizia er desværre et bevis på, at det ikke er uden risici, når man forholder sig kritisk og forsøger at stille til ansvar. Attentatet står således nærmest som en advarsel imod at være aktiv samfundsborger på Malta.

At premierministeren nu er trådt af med øvrige centrale figurer fra regeringen, må dog håbes at være tegn på, at Daphne Caruana Galizias arbejde og ofring ikke var forgæves.

Daphne Caruana Galizias modtog sidste år (post-mortem) Transparency International Secretariats antikorruptionspris.

Se indslaget i deadline her

Scroll to Top