Kære medlemmer
Jordbærboden i vejkanten, barnevognen der står uden for Brugsen. Tillid.
1. oktober blev det nye folketingsår skudt i gang. Og det lød næsten som om, at statsministeren i sin åbningstale havde lånt det standardforedrag, vi holder i Transparency International Danmark, når vi modtager udenlandske delegationer. De kommer ofte for at høre, hvorfor der er så lidt korruption i Danmark – hvad er det vi kan i vores lille land?
I Udenrigsministeriets video – Coming to Denmark – er tillid også det centrale ord. Og måske er vi lidt naive? Til det er vores svar: Ja. Ingen demokratiske lande er immune overfor korruption. Så meget desto gladere blev vi efterhånden som åbningstalen skred frem. Selvom rammen holder, er indholdet falmet. Fortællingen om Danmark er ikke så rosenrød. Den nye socialdemokratiske regering opfordrede ligeledes politikerne til at ”være den bedste udgave af Folketinget i det nye år”. Vi håber, at det betyder åbenhed overfor dialog. For hver gang vi prøver at rejse debatten om fx den manglende tillid til politikerne, så rammes vi af en mur af tavshed. Når det kommer tæt på politikerne selv, og når emnet er integritet, gennemsigtighed og gråzonen mellem ulovlighed og moralsk uordentlighed, så er det svært at komme i dialog. Det gælder, når vi får international kritik af Europarådet om vores lukkede regler for privat partistøtte, politikeres omgang med lobbyister, svingdørsansættelser og offentlighedsloven. Det gælder, når Folketingets Vin- og Spiritussocietet får sponsoreret sine faste arrangementer af branchen. Eller regeringens eget lovkatalog; den eneste ambition om offentlighedsloven er, at revisionsbestemmelsen skal ophæves. Et eksempel er Løkkefonden, der nok har gjort meget godt, men det er også et billede på, når moralen skrider, og magten blænder, så vi ikke længere kan se, at det ikke bør være muligt at købe sig adgang til landets statsminister – heller ikke i skjul bag en flot hensigtserklæring. Er det ulovligt? Nej. Men det er lige præcis det, der er pointen. Advarselslamperne skal begynde at blinke 100 meter inden, vi når det ulovlige område. Hvis alt skal være et spørgsmål om, hvad der er lovligt, så når vi altså ikke langt med ”nærhedsreformen”. Færre regler, mindre kontrol, mere tillid. Hvis det skal lykkes, så skal der reageres, når moralen begynder at skride, for ellers er kontrollen nødvendig. Hvis det skal lykkes, så skal det være en selvfølge, at en vin- og spiritusklub for folketingsmedlemmer ikke bare er upassende, men decideret problematisk.
Men er der ikke vigtigere problemer? Er det bare os, der er nærtagende? Måske. Men vi ser det lidt sådan, at moral er som hvide tænder: Bare fordi man har nul huller, holder man jo ikke op med at børste dem. For hvis man gør, kender vi godt resultatet.
Den nye regerings forståelsespapir har ambitioner om at styrke samarbejdet mellem politikere, medier, erhvervsliv, samfundsbærende institutioner og civilsamfund. Det lægger op til et udredningsarbejde, der skal anbefale tiltag, som kan styrke tilliden til centraladministrationen, medierne og de politiske beslutningsprocesser.
Vi vil gerne være med. Vi vil love at være nuancerede og konstruktive. Vi vil også love at være kritiske og besværlige. For det er et af de helt bærende elementer i et demokrati, og noget mange af vores kolleger rundt om i verden misunder os. At vi kan tale magten midt imod uden at frygte for vores sikkerhed eller vores job. Det hører med på listen sammen med jordbærboden og barnevognen.
Af Natascha Linn Felix og Jesper Olsen, formand og næstformand i Transparency International Danmark