Transparency International Danmark ansætter Sekretariatsleder

03-09-2015 Den 1. september 2015 blev Mikael Bjerrum ansat som sekretariatsleder for Transparency International Danmark
Transparency International Danmark (TI-Danmark), der kæmper mod korruption og for gennemsigtighed og integritet i Danmark, har pr. 1. september 2015 ansat ny sekretariatsleder. Det drejer sig om Mikael Bjerrum, som har mere end 25 års international arbejdserfaring.
Mikael Bjerrum har arbejdet for FN, en række danske og internationale u-landsorganisationer og kommer senest fra et job som Programdirektør for organisationen The Border Consortium, der støtter burmesiske flygtninge i Thailand.
”Transparency International er meget tilfredse med at få tilknyttet en så erfaren person som Mikael Bjerrum, ” siger Knut Gotfredsen, formand for TI-Danmark. ”Vi står i disse år over for spændende projekter i Danmark, og Bestyrelsen ser frem til et godt og tæt samarbejde med Mikael Bjerrum. ”
Mikael Bjerrum foto
Mikael Bjerrum udtaler: ”Det er en stor glæde at få lov til at kunne bidrage til udviklingen af TI-Danmark, ikke mindst i den nuværende situation, hvor vi ser en række kedelige sager dukke op i Danmark – både med danske virksomheder og i den offentlige forvaltning. Der er et stort behov for at styrke TI-Danmark for at sikre, at der bliver sat et forstærket fokus på korruptionsbekæmpelse, som har en stigende negativ betydning for vores samfunds udvikling. ”
TI DK vil i den kommende tid stå bag en række arrangementer, der bl.a. sætter fokus på, hvordan danske virksomheder kan undgå at falde i korruptionsfælden, når man investerer og handler med udviklingslandene. Første større begivenhed konferencen ”Nye Trends i Anti-Korruption”, der afholdes den 18. september 2015 på Copenhagen Business School i København. Endvidere skal der i efteråret laves et informationsprojekt for mindre og mellemstore virksomheder om, hvordan man undgår korruption i udviklingslandene. Dette projekt støttes økonomisk af Danida.
TI DK er et akkrediteret medlem af den internationale organisation, Transparency International, der netop i denne uge afholder årsmøde i Kuala Lumpur, Malaysia med deltagelse af repræsentanter fra organisationens 100 nationale foreninger. Fra TI-Danmark deltager bestyrelsens formand, Knut Gotfredsen og næstformanden, Natascha Felix.
 

Scroll to Top
Transparency International Danmark