MÅ STATSMINISTEREN IKKE FÅ EN FØDSELSDAGSGAVE? På det seneste har der været en del omtale af en sag, hvor statsministeren har modtaget et sommerhusophold fra en såkaldt “kvotekonge”. Nogle tænker måske, om Transparency International Danmark mener, at man ikke må få gaver fra sine venner. Selvfølgelig må man få gaver fra sine venner! Men derimod må man som udgangspunkt ikke tage imod gaver, som man får tilbudt, fordi man har et offentligt hverv. Fordi så kan der rejses tvivl om, hvorvidt man har ladet sig påvirke af andre interesser, end de strengt faglige. På samme måde bør man heller ikke deltage i behandlingen af sager, som i særlig grad påvirker nogen, man personlig kender. Det betyder, at hvis statsministeren kender en “kvotekonge” privat eller i privet regi, så må han efter vores opfattelse gerne tage i mod gaver i den relation. Men, der er et men her… For der er også et tillidshensyn, man bør huske på. I vores øjne ser det ikke heldigt ud, når statsministeren vælger at indløse gaven på et tidspunkt, hvor netop “kvotekongernes” forhold er genstand for undersøgelser og forhandlinger i Folketinget med regeringen som en naturlig central spiller. Og i en sådan situation bør alle involverede åbent fortælle, hvis de har personlige relationer til de relativt få borgere, som den nævnte sag drejede sig om. Det må i særlig grad gælde, når man bliver spurgt. Man kan efter vores mening ikke fortænke nogen i at tænke, at dette forløb samlet ser mystisk ud. (Og det selvom der muligvis intet odiøst er sket.) Det bør en statsminister vel i særlig grad være opmærksom på og kunne styre uden om. Så vi alle kan have den tillid til regeringen og Folketinget, som vi fortjener.