Danmark bliver vært for verdens største anti-korruptions-konference i 2018
03-12-2016 Vi er stolte af at kunne annoncere, Danmark bliver vært for verdens største anti-korruptions-konference i 2018. Anti-korruptions-organisationen Transparency International afholder sammen med IACC Council ca. hvert andet år en global anti-korruptions-konference – International Anti-Corruption Conference eller IACC. Konferencen er verdens største på området. IACC16 blev afholdt sidste år i Malaysia og lige nu afholdes IACC17 i Panama City. Konferencen samler hver gang mellem 1500 og 2000 deltagere, med repræsentanter fra regeringer, erhvervslivet, universiteter og sidst men ikke mindst personer, som dagligt arbejder med at bekæmpe korruption og fremme gennemsigtighed og integritet. Transparency International Danmark har sammen med det danske Udenrigsministerium arbejdet på at få værtsskabet for IACC18 til København. Vi er glade over at kunne meddele at det nu er lykkedes. Hovedformålet med IACC18 bliver styrkelse af anti-korruptionsarbejdet i forbindelse med udviklingsbistand. Det er derfor Ulla Tørnæs, der som minister for udviklingssamarbejde får ansvaret for Danmarks medvirken til IACC18. Danmark vurderes internationalt at være verdens mindst korrupte land, jfr. Transparency Internationals årlige Corruption Perception Index (CPI). De seneste 4 år har Danmark ligget på førstepladsen, senest med en score på 91 ud af 100 point. Det er derfor en særlig glæde, at konferencen for første gang finder sted på dansk jord. Pressekontakt Christian Ougaard Bestyrelsesformand Mail: cougaard [snabela] transparency.dk
Danmark bliver vært for verdens største anti-korruptions-konference i 2018 Læs videre »