Ikke-kategoriseret

GGGI – dansk deltagelse i en global organisation i modvind

Vi ser snart hver dag nye interessante oplysninger om Danmarks involvering i GGGI (Global Green Growth Institute). Det startede med en artikel om en tidligere statsministers flyrejser på 1. klasse og er p.t. endt med at en udviklingsminister er trådt tilbage, at den nye udviklingsminister har besluttet at udtræde af bestyrelsen og overvejer om Danmark skal ophøre med at støtte GGGI. Transparency International Danmark blev tidligt kontaktet af flere journalister, som  ville høre vores mening om, hvorvidt der var tale om korruption i en revisionsrapport fra Sydkoreas Rigsrevision. Vi har fulgt sagen og undersøgt nogle af de underliggende dokumenter. Uden at gå for meget i historiske detaljer, kan vi tage udgangspunkt i, at Sydkoreas rigsrevision i november 2012 afleverede en revisionsrapport til GGGI’s bestyrelse (på koreansk) om pengeforbruget m.v. i perioden frem til ca. september 2012. TI-DK’s formand gennemlæste en “uautoriseret” oversættelse af denne rapport. Denne oversættelse var fortaget af GGGI selv og var ikke fuldstændig. Senere har nogle journalister angiveligt fået en komplet oversættelse fra Sydkoreas rigsrevision. Det er selvfølgelig overraskende, at GGGI’s bestyrelse lader sig nøje med GGGI’s egen og begrænsede oversættelse. Oversættelsen opremser en lang række kritisable forhold, hvoraf enkelte muligvis kan være resultatet af korruption. Bl.a. har GGGI’s direktør uretmæssigt fået udbetalt 350.000 DKK udover det aftalte vederlag. Det er uklart, om direktøren har tilbagebetalt det uberettigede vederlag. Disse er dog beløbsmæssigt de mindst væsentlige. De fleste kritisable forhold, og beløbsmæssigt langt den største del, må nok klassificeres som udtryk for administrativ inkompetence. Bl.a. har man indgået store konsulentkontrakter uden offentligt udbud og i nogle tilfælde uden at drage nytte af rapporterne. Det er også tankevækkende, at revisionsrapporten omtaler indtægter på 287 millioner DKK og udgifter på 117 millioner DKK uden at redegøre for forskellen. Det er heller ikke klart, i hvilket omfang rapporten dækker forhold mens GGGI var en Sydkoreansk NGO og hvilke forhold der er opstået efter GGGI blev en international organisation. Det havde været naturligt, om man havde lavet et formelt regnskab for NGO-GGGI frem til omdannelsen og herefter overdraget formelt til den globale “efterfølger”. Brugen af 1. klasses flyrejser til GGGI’s formand er slet ikke omtalt i revisionsrapporten, da det var i overensstemmelse med de dagældende regelsæt for GGGI. Hele forløbet om godkendelsen af disse rejseregler tjener ikke vores udenrigstjeneste til ære. Det er selvfølgelig klart at det kan tage tid at få procedurer til at falde på plads i opstarten af en multinational organisation, herunder også at nå til enighed om regelsæt. Det kan dog godt undre, at Danmark har accepteret at udbetale 90 millioner DKK til en organisation, hvor man har meget begrænset indsigt i de administrative procedurer, og hvor der ikke ligger en klar aftale om årlig ekstern revision.

GGGI – dansk deltagelse i en global organisation i modvind Læs videre »

Lancering af CPI 2013

Save the date I anledning af offentliggørelsen af årets Corruption Perception Index (CPI), inviterer Transparency International Danmark til offentligt møde om indekset og den danske organisations arbejde d. 10. december 2013. Til mødet vil vi gennemgå årets CPI, samt dykke lidt nærmere ned i hvordan Danmark er havnet på den plads vi har fået. Hvad er det egentlig for noget data der ligger bag og hvad gør udslaget? Derudover vil vi sammenligne CPI´en med en anden undersøgelse, som beskriver danskernes egen opfattelse af hvordan det står til med korruption og integritet i den offentlige sektor. Er der uoverensstemmelser? Ser Danmark måske renere ud udefra end indefra?  Slutteligt vil vi også kigge på OECD´s anti-bribery convention og implementeringen af den i Danmark. Der vil selvfølgelig være rig mulighed for at stille spørgsmål og for at høre mere om hvad Transparency International Danmark for øjeblikket fokuserer på og hvad vi mener om emner som whistleblowerbeskyttelse, partistøtte og den nye offentlighedslov. Sæt derfor kryds i kalenderen d. 10. december 2013 kl 17.-20. Vi byder på en forfriskning og et par spændende oplæg i lokalerne på Fælledvej 12, 2200 København N. Mødet er åbent for alle, tilmelding er dog nødvendig inden d. 6. december 2013 til lanbert@transparency.dk Vi glæder os til at se jer! Se videoen om CPI her:

Lancering af CPI 2013 Læs videre »

Nyt e-læringsværktøj om anti-korruption

Online e-læringsværktøj om antikorruption – e-RESIST e-RESIST er udviklet på baggrund af RESIST toolkit, som er et anti-korruptionstræningsværktøj bestående af 22 moduler, som viser konkrete anti-korruptionsscenarier oplevet af europæiske virksomheder. Den online version e-RESIST indeholder 10 moduler. Værktøjet er frit tilgængeligt, og kan bidrage til træning af medarbejdere i virksomheder og organisationer. Værktøjet er rettet til alle typer af virksomheder, uanset virksomhedens størrelse. RESIST er et fælles projekt af initieret af internationale handelskammer (ICC ), United Nations Global Compact, World Economic Forum Partnering Against Corruption Initiative (PACI ) og Transparency International . e-RESIST kan, takket være sin interaktive pædagogisk tilgang, herunder værktøjer som animationer, simuleringer og quizzer, meget hurtigt blive et effektiv træningsredskab i din virksomhed . Det giver dig nogle praktiske tips om, hvordan man kan forebygge opfordringer til bestikkelse og afpresningsrisici, samt hvordan man kan reagere på en uhensigtsmæssig forespørgsel. e- RESIST kan hjælpe dig til at øge medarbejdernes bevidsthed om bestikkelse, og bidrage til en dybere diskussion om hvordan man bedst reagerer på dilemmaer vedrørende korruption og smørelse på en effektiv og praktisk måde . Se e-RESIST her Se hele RESIST tool-kittet her

Nyt e-læringsværktøj om anti-korruption Læs videre »

Nyt anti-korruptions direktiv i EU

Nyt EU direktiv om virksomheders rapportering om anti-korruption I forbindelse med et forslag om et nyt regnskabsdirektiv har EU kommissionen også fremsat et forslag, om at virksomheder skal rapportere om deres samfundsansvar – herunder deres aktiviteter for at bekæmpe korruption. Mange virksomheder har i flere år været pålagt at rapportere om deres miljøforhold, men hvis dette forslag vedtages vil det være første gang at der bliver rapporteringspligt om anti-korruptions aktiviteter. Formålet med forslaget er at øge virksomhedernes gennemsigtighed. I dag er Danmark et af de få lande, der har en tilsvarende rapporteringslovgivning, men den omfatter ikke krav om, at virksomheder skal fortælle, hvordan de undgår og arbejder for at bekæmpe korruption. Hvad indeholder det nye rapporteringskrav? Kravet vil blive stillet til virksomheder med over 500 ansatte og enten en balance på 20 mio. € (150 mio. kr.) eller en nettoomsætning på 40 mio. € (300 mio.kr.) – ca. 16.000 virksomheder på EU plan. Virksomhederne skal udarbejde en redegørelse, der indeholder oplysninger om miljøforhold, sociale og medarbejderrelaterede emner, samt forhold vedrørende respekt for menneskerettighederne, bekæmpelse af korruption og bestikkelse. Desuden skal virksomhederne beskrive deres politikker på disse områder, foruden resultaterne af disse politikker og de risici som er forbundet med de anførte emner, og hvordan virksomheden håndterer disse risici. Rapporteringen kan fremlægges på grundlag af nationale, EU-baserede eller internationale rammer, f.eks. FN’s Global Compact, FN’s retningslinjer om menneskerettigheder og erhvervsliv, OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder, ISO 26000, Global Reporting Initiative (GRI) m.fl. Virksomheden skal oplyse, hvilken ramme der er valgt som grundlag for oplysningerne. Transparency ser frem til at EU endeligt får vedtaget forslaget Transparency International Danmark hilser forslaget velkomment. Dels giver forslaget muligheder for, at der kommer større indsigt i virksomhedernes brug af smørelse. Dels bliver det mere synligt, hvilke virksomheder der tager anti-korruptions dagsordenen alvorligt, og derfor har etableret nul-tolerance politikker, anti-korruptionsprogrammer og trænet medarbejdere i at undgå korruption på alle niveauer. Forslaget forventes vedtaget i Europaparlamentet i foråret 2014.

Nyt anti-korruptions direktiv i EU Læs videre »

Køb bogen om Transparency International

I anledning af at Transparency International fylder 20 år bør de, som interesserer sig for det historiske perspektiv købe og læse bogen “Waging war on corruption” (Inside the movement fighting the abuse of power). Bogen er skrevet af Frank Vogl, som er en af stifterne af Transparency International (TI).  Han har tidligere haft en overordnet stilling i Verdensbanken. Bogen er på engelsk, fylder 284 sider og består af 3 store dele: Del 1: Drama. Heri gennemgås hvordan korruption indtil 1990 reelt var tabu-belagt. Der gennemgås eksempler på korruptionsforbrydelser og ofrenes situation behandles. Desuden omtales de politiske skurke og de erhvervsfolk, der nyder godt af korruption. Endelig omtales en række af bevægelsens aktivister. Afsluttende drøftes betydningen af korruption for den manglende sikkerhed globalt. Del 2: Action. Hvordan medierne og research bruges til at skabe opmærksomhed. Betydningen for retfærdighed og demokrati. Kriminalisering af bestikkelse og endelig den officielle politiske accept a at korruption er kriminelt. Del 3: Moving forward. Behandler forståelsen af krav til god regeringsførelse, initiativer fra OECD, G20 m.fl. Desuden anvises nogle yderligere mulige initiativer. Bogen indeholder desuden en række bilag med oversigter over de væsentligste globale målinger af korruption (Bribe Payers Index, Corruption Perception Index) samt omtale af andre initiativer vedr. korruptionsbekæmpelse (FN’s konvention mod korruption, Europarådets konventioner, Global Financial Integrity samt OECD’s konvention imod bestikkelse). Bogen kan købes via TI-DK. Du skal blot indsætte 325 DKK på foreningens bankkonto (Danske Bank, reg. nr. 9570, kontonr. 1779508) og anføre navn, adresse, e-mail og telefon samt BOG OM TI. Så sender vi bogen til dig. Vidste du at: Den blodigste krig i nyere tid foregik i Den Demokratiske Republik Congo og har kostet over 5 millioner menneskeliv. En væsentlig årsag hertil er landets enorme mineralrigdomme, som talrige politiske og militære ledere har brugt til personlig berigelse. Mange fattige i verden må bruge en væsentlig del af deres beskedne indkomst på bestikkelse, til “gratis” sundhedsydelser og til “gratis” skole. Den fattige afrikanske stat Gabon havde i en årrække verdens højeste forbrug af champagne pr. indbygger. Det skyldes den nu afdøde korrupte præsident Omar Bongo og hans tørstige elite. Månedsbladet Forbes udgiver hvert år en oversigt over verdens rigeste mennesker – tror de. Oversigten medtager naturligvis ikke de mennesker, som har store skjulte formuer. Det ser ud som om, at både den ægyptiske ex-præsident Hosni Mubarak og Libyens ex-diktator Moammar Ghadaffi reelt har været blandt de 5 rigeste i verden, takket være korruption. Og det er kun kommet frem efter de blev væltet.

Køb bogen om Transparency International Læs videre »

Transparency International fylder 20 år

Det er i år 20 år siden, at en række personer med Peter Eigen i spidsen lagde hjørnestenen til kampen mod korruption med indvielsen af ​​Transparency International på en konference i Berlin. Frustrerede over den manglende vilje blandt verdens ledere til offentligt at anerkende behovet for at bekæmpe korruption, besluttede deltagerne at vende slagets gang mod bestikkelse, underhånds aftaler og misbrug af magt, og skabe “en international koalition mod korruption i internationale forretningstransaktioner.” I de tyve år, der er gået siden da, har Transparency Internationals daglige indsats bevæget sig fra ikke kun at belyse forretningstransaktioner og omfatter nu en kolossal indsats for at skabe gennemsigtige regeringer og ansvarlige ledere, et bredt netværk af fortalervirksomhed og juridiske rådgivningscentre , skelsættende forskning og, sidst men absolut ikke mindst, en tilstedeværelse i mere end 100 lande, skabt ved hårde arbejde, engagement og dristighed. På nationalt plan, har uafhængige chapters i 107 lande med held advokeret for whistleblower beskyttelse, love om offentlig adgang til information og andre regeringsførelses reformer. På lokalt plan har bevægelsens juridiske rådgivningscentre, der eksisterer i mere end 60 lande, tilbudt gratis rådgivning til ofre for korruption og har presset på for forandring. Takket være vores fælles indsats, mod og opfindsomhed, har korruption i de sidste 20 år gået fra at være et tabubelagt emne til at være det mest omtalte emne i forhold til sociale udfordringer på verdensplan. Med to internationale aftaler (OECD konventionen om bekæmpelse bestikkelse, ratificeret af 40 lande, og FN-konventionen mod korruption, som er ratificeret af 165) samt flere regionale konventioner regeringer imellem, der søger at stoppe svøbet af udenlandsk bestikkelse og korruption, er vi allerede kommet et pænt skridt på vejen. Ser man på de næste 20 år, vil vi sammenlægge vores individuelle styrker for at skabe en verden fri for korruption, hvor folk både kan forvente, at deres ledere bliver holdt til ansvar og ikke skal møde bestikkelse som i dag. På den måde, kan vi komme det næste og vigtige stykke af vejen. Transparency International vil gerne takke alle der yder en indsats for organisationen, medlemmer som frivillige, private som virksomheder, for deres indsats i kampen mod korruption.

Transparency International fylder 20 år Læs videre »

Huguette Labelle i Danmark

Besøg af Transparency Internationals formand I forbindelse med Anti-korruptionskonferencen afholdt d. 30. maj i samarbejde med DI og CBS, havde TI-DK inviteret Transparency International’s internationale formand – Huguette Labelle – som key-note speaker. Vi fik fornøjelsen af at have Huguette i Danmark fra d. 29. maj til d. 1. juni, hvilket vi udnyttede til fulde med et travlt program af spændende møder. Mange spændende møder Det blev til en lang række forskellige møder og interviews omkring temaet for konferencen, nemlig anti-korruptionsarbejdet i den private sektor. Blandt andet holdt Huguette møde med TI-DKs støttemedlemmer og det nordiske Global Compact Netvork, ligesom der blev lavet et større portræt interview med hende, som blev bragt i Berlingske den 10. juni. Det blev også til et møde med udviklingsminister Christian Friis Bach, hvor der blev diskuteret samarbejde mellem TI og Danida, budgetstøtte og bekæmpelse af korruption i de lande, som Danmark støtter med udviklingsbistand. Huguette mødtes også med Folketingets Ombudsmand og fik et indblik i hvordan denne institution fungerer samt om samarbejde med ombudsmands-instyitutioner i andre lande. Hun mødtes også med OSCE Parliamentary Assembly (den organisation, der overvåger valghandlinger i mange lande) og sluttede sin sidste dag af med et møde med Transparency Greenland. Offentlighedsloven og den vigtige tillid Da Huguettes besøg faldt sammen med andenbehandlingen af forslaget til ny offentlighedslov, fik Huguette fortræde for Folketingets Præsidium og Retsudvalg i den anledning. Her talte hun om internationale tendenser og best practice indenfor offentlighedslovgivning, og pointerede flere gange, at de folkevalgte må holde sig for øje, at den information de besidder, tilhører borgerne i et demokrati. Embedsværk og ministre administrerer denne information, og selvom der naturligvis skal være grænser for offentlighed, bør udgangspunktet være, at informationen tilhører borgerne. De grænser der skal være, bør defineres klart og utvetydigt. Internationalt kan man således også se, at i mange af de lande der vælger en meget åben tilgang, nyder de folkevalgte som resultat også stor opbakning. Dernæst pointerede Huguette for både præsidiet og retsudvalget, at det fornemmeste de folkevalgt har, er folkets tillid. Den tillid bør man som folkevalgt altid værne om, og det gøres bedst ved at styrke troen på, at man som regering ikke har noget at skjule. Huguettes besøg blev for TI-DK således endnu en lejlighed til at understrege vores store bekymring over den offentlighedslov der er blevet vedtaget af Folketinget. Netop den tillid som Huguette taler om, frygter vi kan svækkes gennem denne lov. Tidligere års Global Corruption Barometer har vist, at danskerne har mindst tillid til politiske partier og medier når det kommer til muligheden for korruption. Netop offentlighedsloven skal styrke tilliden til disse to institutioner ved dels at give borgere og journalister adgang til information om magtens forvaltning, og samtidig give journalister adgang til validt materiale for deres historier. Med en offentlighedslov der i så høj grad lukker ned for det der foregår risikere tilliden til begge institutioner at svækkes, idet man som journalist nu i stedet må bygge sine historier på anonyme kilder. Vi tror på, at den information der vil ud, også kommer ud. Og når offentlighedsloven ikke længere tillader det, vil den finde vej ud som brune konvolutter og anonyme kildeudsagn. Dette leder til en sidste vigtig pointe i denne sag, nemlig at den beklagelige vedtagelse af den nye offentlighedslov understreger vigtigheden af at vi i Danmark får en bedre lovgivning på whistleblower området. Dette har TI-DK advokeret for i mange år, og vi vil den kommende tid lægge yderligere kræfter i at arbejde med denne sag.

Huguette Labelle i Danmark Læs videre »

TI regionalt møde i Lissabon

ECA = Europe & Central Asia TI’s nationale chapters er organiseret i regioner. Danmark er med i ECA, som omdatter Europa og Centralasien. Der er ca. 50 chapters i ECA, heraf 28 fra EU. Fra Nuuk i vest til Vladivostok i øst. Fra Thule i nord til Ankara i syd. ECA dækker næsten hele spektret på Corruption Perception Index, fra Danmark/Finland på plads nr. 1 til Kirgistan på plads nr. 154. TI afholder hvert år møder for chapternes repræsentanter: Regionale møder i forsommeren og globale møder i senefteråret. Det regionale ECA-møde fandt sted 5.-7. juni i Lissabon og havde samlet ca. 150 deltagere. Fra TI-DK deltog foreningens formand Knut Gotfredsen. Agenda Formålet med de regionale møder er dels kommunikation fra TI-S (hovedkontor) til de nationale chapters, dels drøftelser om implementering af TI’s strategi og endelig møder mellem de enkelte chapters om fælles interesseområder. Strategiske områder “No impunity” er et af de vigtige punkter på TI’s agenda. Det kan nærmest oversættes ved “Ingen straffrihed”. Målet er dels at retsforfølge korrupte magthave m.fl., dels at returnere de stjålne værdier til staterne og dermed befolkningerne. Der var nogle meget spændende indlæg fra bl.a. Rusland og andre østeuropæiske lande og fra de mere fjerne centralasiatiske lande, bl.a. Kazakstan. Der blev drøftet detaljerede handlingsplaner og aktivitetsområder, men det er også klart, at den korrupte klasse vil ikke passivt se til at deres værdier tages fra dem. Derfor ser man også i de mest korrupte lande, at der kan være væsentlige personlige og/eller økonomiske risici for TI’s medarbejdere og frivillige. Den finansielle sektor er et andet væsentligt punkt på TI’s agenda. Dels er der den korrupte forretningsadfærd i sektoren selv (for eksempel er summen af de bøder, som den engelske banksektor er idømt for manipulation af LIBOR-renten større end Ghana’s BNP). Dels er der sektorens rolle og adfærd i relation til håndteringen af udbyttet fra korruption (og anden kriminalitet) og placering af pengene i pengely/skattely. Der er mange gæt på hvor mange trillioner USD der er tale om, men et præcist tal kan i sagens natur ikke opgøres. TI’s Private Sektor gruppe arbejder bl.a. med den finansielle sektor. Den økonomiske krise har ikke svækket korruptionen, snarere tværtimod. Det blev også understreget i foredraget af Nicola Bonucci, som er chef for OECD’s juridiske afdeling. Han konstaterede bl.a. at OECD’s medlemmer ikke gør en tilstrækkelig indsats for at bekæmpe bestikkelse i udlandet (det gælder desværre også Danmark). Måske betyder den økonomiske krise, at virksomhederne er lidt mere ivrige efter udenlandske ordrer og måske også at myndighederne ser mere igennem fingre med det. Andre chapters Det var rigtig spændende for mig at møde TI-folk fra de mange chapters. Der lægges fantastisk megen energi og entusiasme i landene, så man må tro på at det hjælper, selvom det er på den lange bane. Et af de områder, som jeg fulgte opmærksomt var “Local Integrity Studies”, dvs. måling af korruption/integritet på niveauet under nationalstaten (i Danmark er det kommuner og regioner). Mange chapters har gennemført eller er igang med at gennemføre sådanne analyser. Det var tankevækkende at se præsentationen fra Bosnien-Hercegovina, hvor kommunerne var farvelagt efter graden af korruption (baseret på rimeligt detaljerede data). Korruption i kommuner og regioner er et af TI-DK’s strategiske satsningsområder, og det bliver spændende at se resultatet for danske kommuner om et par år. Også Norge havde et spændende projekt igang på området. Der var også en workshop om privat partistøtte i EU. Det er jo rigtig vigtigt her op til valget i maj 2014 til EU-parlamentet. TI-DK vil forsøge at præge reglerne i Danmark, men spørgsmålet er om Folketinget “bider til bolle” eller fortsat sylter den opstramning af lovgivningen, som Danmark for 10 år siden forpligtede sig til i Europarådet. Sammenfatning Det var et spændende møde. Når man ser hvad andre TI chapters skal kæmpe imod, bliver man taknemmelig for at leve i et af de mindst korrupte lande i verden. Men det giver bestemt også en forpligtelse til at dele vores erfaringer med andre (og huske selv at lære af de andre).

TI regionalt møde i Lissabon Læs videre »

Åbenhed omkring selskabers ejerforhold

G8 og finansiel transparens G8-lederne drøftede på deres årlige møde i juni i Nordirland behovet for at gøre det finansielle system mere gennemsigtigt. David Cameron opfordrede til at finansiel åbenhed skulle være kernen i dette års G8-dagsordenen. Der er en enkel, omkostningseffektiv måde at tage et stort skridt mod at realisere denne vision – alle selskaber (og fonde) skal offentligt registrere navnene på deres reelle ejere. Desværre udestår det endnu for G8-lederne at overbevise verden om, at der kommer mere end store fagter og store ord ud af G8-mødet. “Alt for mange mennesker har været i stand til at gemme sig bag en hemmelig bankkonto langt uden for rækkevidde af retfærdighed.” siger Huguette Labelle, formand for Transparency International. Transparency International er med i Financial Transparency Coalition. Det er vi bl.a. fordi udbyttet fra korruption ofte havner i “pengely” (sammen med bl.a. penge fra organiseret kriminalitet og andre ulovlige pengestrømme). Vi bruger her betegnelsen “pengely” fremfor “skattely”, da formålet ikke primært er at reducere eller undgå beskatning, men helt at hemmeligholde pengenes eksistens. Pengely I dag kan de som betaler bestikkelse sammen med korrupte embedsmænd hvidvaske eller skjule penge og og desuden unddrage sig beskatning ved at maskere kilden til de ulovlige midler. Det sker ofte gennem koncentriske cirkler af skuffeselskaber, der ikke har nogen legitim økonomisk formål eller virksomhedsdrift. Eksistensen af disse skuffeselskaber er fremgår i myndighedernes registre, men ofte er der ikke noget krav om, at dokumentere hvem der reelt ejer selskabet. I nogle lande kan man nøjes med en “nominee” (stråmand) eller man kan sågar nøjes med ihændehaverbeviser. Denne uklarhed omkring ejerforhold gør det yderst vanskeligt for bankerne til at foretage risikovurdering af deres nuværende eller potentielle kunder, f.ex. i forhold til hvidvask. Som en illustration af problemets alvor viser rapporten Stolen Asset Recovery Initiative fra Verdensbanken, at sådanne selskaber med ukendte ejere blev brugt i næsten alle store korruptionssager. Kast lys på skuffeselskaber Hvis man skal slippe godt fra korruption med store beløb kræver det et sikkert “pengely” og nogle medhjælpere (f.ex. en stor og anerendt global bank), men først og fremmest “diskretion”. De fleste lande har flere offentlige og kommercielle selskabsregistre, der indsamler en bred vifte af oplysninger om selskaber registreret i deres jurisdiktion. I Danmark er det Erhvers- og Selskabsstyrelsen. Men denne information er uensartet fra land til land og der er stor forsel på hvad der registreres og hvad der er offentligt tilgængeligt Visse oplysninger er normalt tilgængelige for andre myndigheder (måske også andre landes myndigheder) efter anmodning. Men denne adgang til information er selvfølgelig begrænset til de oplysninger, som er registreret. I dag har 77% af EU’s selskabsregistre ikke engang registreret navne på de reelle ejere af virksomheder. G8-lederne burde have aftalt, at vedtage lovgivning, der pålægger virksomheder registreret i deres territorier og oversøiske jurisdiktioner at give fuld og regelmæssigt ajourførte oplysninger om deres reelle retmæssige ejere til de offentlige registre. Forudsat ukorrekte oplysninger eller ikke-vedligeholdte oplysninger bør resultere i alvorlige sanktioner, herunder strafferetlige sanktioner for forsætligt at give forkerte eller vildledende oplysninger. Gennemsigtighed er billig og omkostningseffektiv Etablering og ajourføring af disse selskabsregistre er en enkel og omkostningseffektiv måde at bevæge sig i retning af et mere gennemsigtigt finansielt system. EU-kommissionen anslår, at omkostningerne til at udvide selskabsregistrene i EU til også at omfatte ejerskab ville koste EU-regeringerne 15-30 M EUR årligt, men at man vil få mindst det dobbelte ind dels ved beslaglæggelse af ulovlige penge og dels ved et forøget beskatningsgrundlag. Nogle tal De 100 største koncerner på London Stock Exchange omfatter 34.216 datterselskab, joint ventures og associerede virksomheder. (Kilde: ActionAid) I 150 korruptionssager med store beløb var 172 virksomheder involveret med ialt 800 anonyme selskaber med mere end 50 MIA USD (Kilde:2011 World Bank StAR rapporten “The Puppet Masters”). Man kan lave et anonymt skuffeselskab online på under 10 minutter. Prisen kan være så lav som 5.000 DKK. For yderligere 3.000 DKK kan den reelle ejer af skuffeselskabet få en bankkonto og et kreditkort knyttet til bankkontoen. Links Download rapporter fra Financial Integrity om bl.a. ulovlige pengestrømme her Download alle rapporterne fra StAR-gruppen

Åbenhed omkring selskabers ejerforhold Læs videre »

Med Villy og Knut i Mexico City

UNDP konference UNDP (FN’s udviklingsorganisation) og den danske ambassade i Mexico afholdt den 8. maj et seminar om korruption i Mexico City. Fra Danmark deltog udenrigsminister Villy Søvndal, Jens Olsen fra Folketingets ombudsmand, Jens Lundsgaard fra Erhvervs- og Vækstministeriet samt TI-DK’s formand Knut Gotfredsen (undertegnede). Villy Søvndal holdt en virkelig god tale på fremragende engelsk ! Fra Mexico deltog bl.a. formanden Federico Reyes Heroles og direktøren for Transparency International Mexico samt en nyvalgt senator. Formålet med seminaret var at drøfte hvorledes korruptionsstatus er i Danmark (#1 i Corruption Perception Index) og Mexico (#105 på CPI) og hvilke initiativer der er igang. Jeg fik lov til at fortælle historien om hvordan vi i Danmark knækkede korruptionskurven, bl.a. med embedsmandsreformen i 1840’erne og med en stor social kapital med tillid som en vigtig faktor. Jeg kunne også konstatere, at Danmarks offentlighedslov er dårligere end Mexico’s. For mig var det fantastisk interessant at høre om kampen mod korruption i Mexico og at forstå det lange seje træk der kræves for at komme korruptionen til livs. Der var også mange spændende initiativer, bl.a. et lovkrav om “social witness” (repræsentant for borgerne) i alle store offentlige investeringer. Disse repræsentanter udpeges af TI-Mexico blandt sagkyndige og skal sikre samfundets interesse (bredt  forstået) i projektet fra start til slut. Det vil være interessant at prøve dette på store danske projekter. Transparency Mexico Jeg havde også lejlighed til at møde medarbejderne på vores kontor i Mexico City. Der er 16 fuldtidsansatte, og de laver rigtig mange spændende ting. Jeg kunne forstå, at korruptionen er meget forskellig i Mexico’s delstater, da centralregeringen ikke har fuld kontrol over delstaterne (vel nærmest som i USA). Det var meget inspirerende med tanke på den strategi 2013-2017, som TI-DK er igang med at implementere. Nogle Facts For at få en indikation af forskellene mellem Danmark og Mexico kan det være nyttigt med nogle nøgletal: Nøgletal Mexico Danmark Areal  km2 (* DK excl. Grønlands 2.166.000) 1.972.000 44.000 * Kultur Meget gammel Gammel Befolkning 110 M 5,5 M Forventet middellevetid (Male/Female) 74 M / 78 F 76 M / 81 F CPI score/placering 34 / # 105 90 / # 1 RTI score/place (Right to Information) 119 / # 6 63 / #78 Happiness score/placering 230 / # 51 273 / # 2 Human development index 84,2 95,2 Det hører også med til billedet, at Danmark er 1 stat, mens Mexico er en forbundsstat bestående af 19 delstater samt Mexico City. Du kan se Knut’s præsentation her: UNDP conference Mexico DF 20130508

Med Villy og Knut i Mexico City Læs videre »

Scroll to Top
Transparency International Danmark