Korruptionens reelle ansigt på filmlærredet med dansk islæt

ANMELDELSE:

Transparency havde for nylig fornøjelsen af at se filmen ”Dobbeltspil”, og bagefter høre instruktøren Per Fly og whistleblower danske Michael Soussan fortælle om filmen og baggrunden. Filmen giver en rigtig god indsigt i grådighed og løgne i FN systemet og viser at kampen for en bedre verden kan vise sig at dække over helt andre griske kræfter, der har magten under overfladen.

Filmen er en politisk thriller baseret på den sande historie om 24-årige danske Michael Soussan, der får sit ønskejob i FN’s humanitære hjælpeprogram Oil for Food. Michael har taget jobbet for at kæmpe for en bedre verden, men det bliver et chok for ham, da hans karismatiske chef Benon Sevan flytter ham fra de trygge FN-kontorer på First Avenue i New York til de kaotiske tilstande i Bagdad. Her går det op for ham, at der svindles med milliarder.

Vi ved det jo godt – alt er ikke som det ser ud på overfladen.  Og hvis vi var naive idealister, så hiver Dobbeltspil os ud af vores illusion. FN humanitære program Oil for Food som på ovefladen så ud som en hjælpende hånd til civile irakere under FN’s blokade af Saddam Husseins styre var alt andet end humanitært og et skole eksempel på, hvordan korruptionen kan tage sig ud, når der er værst.

Filmen bygger på danskeren Michael Soussans egne oplevelser, som han fortæller om dem i sin bog “Backstabbing for Beginners”. Den fortæller om magtkampen om Iraks olie, på alle niveauer mellem vestlige og østlige diplomater, politikere og lobbyister. Og kampen føres især i FN, hvor stort set alle har tilpasset sig korruptionens uetiske rammer.

Saddam Husseins diktatur var efter første Golfkrig i 1990 ramt af omfattende sanktioner, hvilket betød, at FN påtog sig at sælge den irakiske råolie mod at sende fødevarer og medicin til den betrængte civilbefolkning. Programmet omsatte for i alt 53 milliarder dollars. På papiret en humanitært forsvarlig praksis, der var i tråd med den idealistiske Michael Soussans forhåbninger om at gøre verden til et lidt bedre sted.

Men kyniske forretningsfolk, kriminelle karteller, folk fra det irakiske regime og korrupte diplomater flokkes om honningkrukken og spinder guld på salget af Oil for Food. Enorme summer ender i de forkerte lommer, og Michael indser lidt efter lidt, hvor dybt råddenskaben stikker. Det skønnes, at der blev udstedt ”olie-kuponer” for op mod 1 milliard tønder råolie, heraf gik 30% til russiske borgere eller selskaber.

Per Flys filmatisering er bemærkelsesværdig på grund af fortællingens fokus på magtens uundgåelige korrumpering. Dens fortælling er urovækkende med de ugerninger der skete i virkelighedens verden – ikke i fiktionens univers. Mad-for-olie programmet endte med at sende daværende generalsekretær Kofi Annan og FN ud i organisationens største krise. Oil-for-Food programmet er verdens hidtil største dokumenterede korruptionsskandale.

Filmen er nøgtern uden bogens morsomheder og har et velspillende persongalleri. Theo James’ idealistiske stenansigt spiller op i mod Ben Kingsleys forrygende personificering af Benon Sevans magtmisbrug. Og med kærligheden mellem Michael og Nadim – spillet af Belçim Bilgin, som repræsenterer det kurdiske mindretal i Irak – opnår filmen at vise spillet mellem den naive idealisme, den revolutionære ånd og kapitalens og korruptionens rå virkelighed.

Michael vælger efter mange overvejelser at afsløre, hvordan blandt andet hans læremester Benon Sevan beriger sig på irakernes bekostning. Vi kan afsløre, at vi ikke får foræret en entydig ”retfærdig” domfældelse á la Hollywood.  Det var ikke hverken Per Fly and Michael Soussan ønske med filmen og så sort/hvid er virkeligheden jo heller ikke.

Vi anbefaler interesserede at læse Wikipedia artiklen ”Oil-for-Food Programme” som fortæller hele historien, også om det efterfølgende retsopgør rundt omkring i verden. Bl.a. måtte Daimler (Mercedes Benz) betale en bøde i USA på hele 185 M USD for deres involvering. Det er et tragisk faktum, at de mange penge, som der blev svindlet ud af Irak IKKE blev returneret til det irakiske folk, men endte hos myndighederne i de lande, som førte retssager mod involverede firmaer.

Besøg os på Facebook